Max Schmeling

Max Schmeling deler navn med en tysk professionel bokser, der var verdensmester i sværvægtsboksning i perioden 1930-1932. Men i modsætning til bokseren har denne Max Schmeling ikke rigtig den samme gennemslagskraft eller præcision.

Max Schmeling er uddannet cand.merc. (erhvervsøkonomi) i logistik. Herudover er han selverklæret statistiker, eller som det så pænt kaldes i pressen “selvstændig statistiker”. Han kan så være glad for, at statistiker ikke er en beskyttet titel.

I december 2021 begyndte Max Schmeling at sende breve til Folketinget, Epidemiudvalget, Epidemikommissionen, Sundhedsministeren, Statsministeren, Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut, med påstande om, at der var forskelle i antallet af bivirkninger, afhængigt af, hvilke batches (partier) af covid-19-vaccinen der var tale om. Dette blev afvist af Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut.

Den 30. marts 2023 lykkedes det ham sammen med Vibeke Manniche og hendes ægtefælle Peter Riis Hansen at få offentliggjort en artikel ved navn “Batch-dependent safety of the BNT162b2 mRNA COVID-19 vaccine” i “European Journal of Clinical Investigation”. En artikel der efterfølgende er blevet voldsomt kritiseret, og hvor eksperter ligefrem har beskyldt artiklen for at konkludere på forkert grundlag og at være vildledende og pseudovidenskab.

Her skal man også være opmærksom på, at den selverklærede statistiker beregner dødelighed i absolutte tal. Det vil sige, at han tager antallet af dødsfald, og sammenligner det med antal dødsfald i tidligere perioder, uden at tage hensyn til befolkningstal eller alderssammensætningen i befolkningen. Man behøver ikke være et geni for at kunne se, at det er helt galt.

Naturligvis har Max Schmeling opnået status som antivaxxernes og konspirationsteoretikernes foretrukne statistiker, da hans vildledende statistikker taler lige ind i deres tåbelige verdensbillede.

Mange konspirationsteoretikere har jo noget med at se satanister allevegne, og en ting der er sjovt ved deres foretrukne statistiker, er, at han ikke blot er tidligere satanist, men også Church of Satans repræsentant i Danmark.

Max Schmeling gør sig ikke meget på sociale medier, men har dog en kanal på Telegram. Endvidere har han medvirket i antivaxxerfilmen “De forbudte bivirkninger“.

Alle blogindlæg hvor Max Schmeling er nævnt.

29. oktober 2023

Topfoto: Ryan McGuire, Pixabay

Del på sociale medier