Helt som forudset i mit tidligere afsnit om historien om regningen til kongen, hvor brevet med regningen er bortkommet hos PostNord, så kommer her afsnit 3. Selvom det næppe har karakter af en egentlig serie, så er det i hvert fald en miniserie, så jeg har forsynet alle afsnittene med tagget “Men nu til noget helt andet” forneden, så man let kan finde de andre afsnit. Ligeledes har jeg anført miniserien i menuen under “Blog > Serier”.
Resumé:
Afsnit 1: Et medlem af den private Facebook-gruppe, NOL DANMARK, havde sendt et brev til kongen som værdipakke. Brevet indeholdt en regning til kongen på 14,6 mio. dollars, men er bortkommet hos PostNord. En værdipakke er forsikret for værdier på op til 30.000 kroner, hvilket personen forventede i erstatning fra PostNord. Imidlertid erkendte PostNord, at brevet var bortkommet, og tilbød personen 160 kroner i portorefusion samt 20 kroner for brevets papirbaserede indhold.
Afsnit 2: Medlemmet afviste PostNords tilbud om erstatning, og klagede til PostNords direktør. Nu var regningen pludselig blevet til en veksel, der ifølge medlemmets brev, havde en værdi på langt over forsikringssummen på 30.000 kroner. Medlemmet forventede derfor, at alle 30.000 kroner ville blive udbetalt.
Nu er der så kommet svar fra PostNord, hvilket medlemmet offentliggjorde i gruppen den 28. november 2024:
Bemærk, at der mangler sidste side i brevet, da det fremgår, at der skulle være to sider foroven til højre:
Her skal man nok bemærke, at PostNord afviser medlemmets henvendelse, da denne ikke har dokumenteret brevets værdi, men at man vil se på sagen igen, hvis medlemmet indsender dokumentation. Dette forholder medlemmet sig overhovedet ikke til, men hæfter sig kun ved PostNords sidste afsnit:
Af vores forretningsbetingelser for pakker, fremgår det, at indholdets værdi ikke må overstige et beløb svarende til DKK 30.000, men da du oplyser, at vekslen langt overstiger forsikringssummen, så er dette som et brud på vores forretningsbetingelser, som du gav dit samtykke til, da du købte pakkelabelen.
Det kan medlemmet så ikke finde i forretningsbetingelserne. Det er ellers nemt, så lad mig lede ham lidt på vej. I forretningsbetingelsernes afsnit “2.2 Indhold” på side 1, står der blandt andet:
Forsendelser indeholdende penge, rejsechecks, kreditkort, ihændehaverpapirer, ædelmetaller, herunder platin, guld og sølv, ædelstene, smykker, ure, juveler, perler, pelse, tæpper, kunstværker, gavekort eller billetter samt andre kostbare genstande, som har en værdi på over DKK 4.800, skal sendes som Værdiforsendelse. Indholdets værdi må ikke overstige et beløb svarende til DKK 30.000. Der må kun sendes en Værdiforsendelse med penge og/eller ihændehaverpapirer pr. dag til samme modtager.
Da en veksel er et ihændehaverpapir, så står der her, at værdien ikke må overstige 30.000 kroner.
Dette efterlader medlemmet med to muligheder. Enten kan medlemmet dokumentere, at brevets indhold har en værdi på mere end de 20 kroner, som PostNord har tilbudt, men at værdien maksimalt er 30.000 kroner. Eller medlemmet kan tage de 160 kroner i portorefusion samt de 20 kroner for det papirbaserede indhold af brevet, som PostNord har tilbudt. Men dermed indrømmer medlemmet, at brevet intet er værd. Sikke dog et dilemma PostNord har sat ham i.
Med hensyn til dokumentationen, hvad er det egentlig, som medlemmerne af NOL DANMARK sender ud:
Gruppens administrator har været så venlig at poste, hvad de sender. Bemærk, at han tilsyneladende har taget navneforandring til Mikhael.
Denne regning indeholder ikke ordene “bill of exchange”, som er det engelske udtryk for en veksel. Det helt gennemgående ord, er “invoice”, der betyder faktura. Jeg undrer mig dog over ordene “TRUE BILL” i overskriften, for en “true bill” er en storjurys godkendelse af et anklageskrift til retsforfølgelse af en anklaget.
Jeg har en stærk formodning om, at “Fakturaen” er skrevet ud fra InPower Movements hjemmeside. Det eneste man imidlertid får ud af det, er, at man ødelægger et ganske glimrende stykke blankt papir, og spilder en masse penge på porto samt medlemskab af InPower. Men InPowers grundlæggers gode humør ødelægger man ikke. Cal Washington griner hele vejen til banken.
Det er egentlig temmelig ironisk, at konspirationsteoretikere der nærer mistro til næsten alt og alle, regner med, at deres grundløse påstande blot bliver taget for pålydende og som den endegyldige sandhed. Og hvorfor nærer de ikke mistro til Cal Washington, når han åbenlyst tager røven på dem?
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Cytonn Photography, Unsplash