Den 6. november 2024 skrev jeg et blogindlæg, om et medlem af den private Facebook-gruppe, NOL DANMARK, der havde sendt et brev til kongen som værdipakke. Brevet indeholdt en regning til kongen på 14,6 mio. dollars, men er bortkommet hos PostNord. En værdipakke er forsikret for værdier på op til 30.000 kroner, hvilket personen forventede i erstatning fra PostNord. Imidlertid erkendte PostNord, at brevet var bortkommet, og tilbød personen 160 kroner i portorefusion samt 20 kroner for brevets papirbaserede indhold.
Det vidste personen så ikke helt, hvad personen skulle stille op med, men nu har personen skrevet til PostNords direktør igen, hvilket personen den 18. november meddeler i gruppen:
Personen vedhæfter så et billede af brevet til direktøren, og jeg citerer fra det ordret:
Jeg har ved en fejl oplyst til kundeservice at det indeholder en faktura, dette er ikke korrekt da det indeholder en “bill of exchange” altså en Veksel som er et værdipapir.
Jeg beklager min forkerte oversættelse fra engelsk.
Da en veksel er et værdipapir, forventer jeg at forsikringen på 30.000kr. kommer til udbetaling, da værdien på Vekslen langt overstiger forsikringssummen, eller at brevet bliver leveret til modtager.
Når jeg har tegnet en forsikring på mit rekommanderet værdibrev forventer jeg den dækker når brevet er bortkommet, ellers må forsikringen være svindel eller bedrageri.
Den erstatning på 180kr. jeg tilbydes for porto refusion og papir acceptere jeg ikke.
Herefter henviser personen igen til brevhemmeligheden, der, som jeg skrev i mit tidligere blogindlæg, er fuldstændig irrelevant. I øvrigt henviser personen til en gammel udgave af straffeloven, idet personen i brevet henviser til § 263, stk. 1, som citeres forkert. I den nuværende udgave af straffeloven er det nok § 263, stk. 2, nr. 1, personen mener. § 263 blev ændret ved LOV nr 1719 af 27/12/2018 og trådte i kraft den 1. januar 2019.
Fakturaen, eller regningen, som personen selv kalder det i opslaget, er nu pludselig blevet til en veksel. Er personen mon klar over, at der er en række regler for en veksel for, at den har retsvirkning? Her er reglerne som skrevet på lex.dk:
For at et dokument kan have retsvirkning som en veksel, skal det indeholde benævnelsen veksel, en ubetinget anmodning om betaling af vekselsummen, navnet på den, der skal betale (trassaten), angivelse af betalingstiden, navnet på betalingsmodtageren (remittenten), udstedelsesdagen samt udstederens (trassentens) underskrift.
Den, som vekslen er trukket på, dvs. den, som betalingsanmodningen er rettet til (trassaten), er kun forpligtet til at betale, hvis han har accepteret betalingspligten. Accepten skal skrives på vekslen og kan gives ved, at trassaten skriver sit navn på forsiden.
Er man særlig juridisk interesseret, kan reglerne også i detaljer læses i vekselloven på Retsinformation.
Har personen mon husket at skrive på “regningen”, at det er en veksel? Har kongen accepteret sin betalingspligt, og er hans accept skrevet på “regningen”? Svaret er ganske givet nej til begge dele.
Dermed har personen altså stadig kun mistet et stykke papir, som PostNord – meget flot – har vurderet til en pris på 20 kroner.
Vi skal også lige slå fast, at personen ikke har tegnet en særskilt forsikring ved at sende brevet som en værdiforsendelse. Den følger bare med, men dækker maksimalt en dokumenteret værdi på op til 30.000 kroner. Tilsvarende dækker PostNord maksimalt en dokumenteret værdi på op til 1.050 kroner af et rekommanderet brev.
Kan personen i øvrigt overhovedet dokumentere, at brevet har indeholdt noget? Giv personen de 160 kroner i portorefusion (skrives i et ord, men der er jo noget med konspirationsteoretikere og sammensatte ord) og en femmer for kuverten.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Cytonn Photography, Unsplash