Tirsdag den 1. oktober 2024 var startskuddet for vaccinesæsonens start. Alle personer over 65 år har modtaget en invitation til vaccination mod covid19 og influenza, og personer i risikogrupper kan ligeledes bestille tid til en gratis vaccination mod at afgive en tro- og loveerklæring.
Samme dag var også startskuddet for Operation Buldermør … Nåh nej! Den såkaldte Operation Dagslys. Allerede den 27. september 2024 oprettede Kent Nielsen, også kaldt Den Ternede Skjorte, en offentlig Facebook-gruppe med navnet Operation Dagslys. Samtidig har han oprettet en Telegram-kanal med navnet Operation Dagslys [dansk flag-emoji] officiel.
Facebook-gruppens beskrivelse var indtil den 3. oktober 2024, kl. 20.52:
»Denne gruppe er helt ny og vil først have noget indhold fra næste måned af.«
Det er jo ren Anders And, for det minder lidt om det skilt, som Joakim von And har på væggen bag sit skrivebord, og hvor der står:
»Ingen lån i dag, kom igen i morgen.«
Nu er beskrivelsen imidlertid ændret til:
»Operations Dagslys mål er at gøre skadetal og drabstal efter de påståede vacciner, til allemands viden og få stoppet normaliseringen af mRNA GMO “vacciner”«
Der er altså noget med konspirationsteoretikere og sammensatte ord, for det hedder “allemandsviden”. Desuden står GMO for Genetisk Modificeret Organisme, og da mRNA-vacciner ingen organismer indeholder, så kan det selvfølgelig ikke være GMO-vacciner.
Kort fortalt – for det kan gøre det – går Operation Buldermør … Nåh nej! Den såkaldte Operation Dagslys altså ud på, at Den Ternede Skjorte drager på turne på landets vaccinationscentre, spreder løgne og ter sig, som kun Den Ternede Skjorte kan te sig.
Denne måde at te sig på, har i de seneste dage medført, at Den Ternede Skjorte er blevet bortvist. Demonstreret blandt andet i denne video:
Endvidere er Den Ternede Skjorte også blevet sigtet (igen, igen, igen, igen, …) for at forstyrre den offentlige orden ved vaccinationscentret på Østergade i Silkeborg.
Det der måske overrasker mig lidt, er, at Malue Montclairre, også kaldt Den Uldne Kvinde, blev medlem og administrator af Facebook-gruppen tirsdag den 1. oktober 2024.
Hun har ligeledes besøgt et par vaccinecentre, men det skal dog siges til hendes ros – hvis vi skal flotte os – at hun er noget mere afdæmpet end Den Ternede Skjorte:
Som for Den Ternede Skjorte vedkommende, har Den Uldne Kvinde dog svært ved at forstå, at hun er fuldstændig uønsket.
Strategien er simpel: Spred så mange løgne som muligt om vaccinen, når man besøger vaccinecentrene. Det er de sædvanlige løgne om, at der er over 200.000 officielle vaccineskader, hvilket der ikke er, og vaccinerne medfører overdødelighed, skønt der ingen overdødelighed er. Da jeg ikke gider skrive det samme igen og igen, så nøjes jeg med at linke til nogle af mine tidligere blogindlæg.
Grunden til at det overrasker mig, at Malue Montclairre støtter Den Ternede Skjortes private korstog, er, at det harmonere enormt dårligt med hendes “kys og kærlighedsattitude”.
Der er dog nye indslag i Operation Buldermør … Nåh nej! Den såkaldte Operation Dagslys. Det er hvad Kent Nielsen selv kalder en NoL (Notice of Liability, også kaldt en Notifikation om Ansvarspådragelse (NoA) på dansk), som de afleverer på vaccinationscentrene. Den kan findes på World Council for Health – Denmarks hjemmeside. Som så meget andet fra antivaxxernes side, så er den fuld af løgn og latin, og til at tørre røv i. Jeg kan så slet ikke se, hvad den har med en NoL at gøre, da den kræver, at modtageren underskriver, at personen overholder de løgne, der står i skrivelsen. Det er der jo ingen normale mennesker, der vil skrive under på.
Et andet indslag, er en underskriftsindsamling. Her står der til sidst:
»Coronavaccinerne er stadig kun nødgodkendte og har skabt død og skader over hele verdenen.«
Dermed kan endnu en løgn føjes til listen, da Pfizer- og Moderna-vaccinerne blev fuldt godkendt i oktober 2022, altså for to år siden, efter en indstilling til EU-kommissionen fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, i september 2022. Desuden har vaccinerne aldrig været nødgodkendt i EU, men vaccineproducenterne fik i første omgang en betinget markedsføringstilladelse, der altså blev til en fuld markedsføringstilladelse i oktober 2022.
Operation Buldermør … Nåh nej! Den såkaldte Operations Dagslys har ovenikøbet fået sin egen hjemmeside. Det er blot en sædvanlig antivaxxerhjemmeside, der indeholder misinformation og løgne om vaccinerne.
Der er imidlertid et stort spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med Operation Buldermør … Nåh nej! Den såkaldte Operations Dagslys. Hvor mange mennesker er hoppet på antivaxxernes løgne om vaccinen, og er efterfølgende blevet skadet eller er døde af covid-19? Eller med andre ord, hvor mange skadede og døde har personer som Kent Nielsen og Malue Montclairre på samvittigheden?
I en kommentar til et opslag i Facebook-gruppen har vi måske en:
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Mika Baumeister, Unsplash