Der var en gang en hjerne, der kun indeholdt en neuron. Da de sunde, fornuftige og normale hjerner indeholdt omkring 100 milliarder neuroner, så følte hjernen sig naturligvis meget alene. Da den ikke kunne kommunikere med andre neuroner, kunne den heller ikke tænke en fornuftig tanke, og bildte sig alt muligt ind, og led desuden i svær grad af megalomani. Hjernen var derfor meget forkrøblet, og havde svært ved at begå sig blandt de sunde, fornuftige og normale hjerner.
En dag stødte den forkrøblede hjerne på et opslag på Facebook:
Det var fra nissehaderfrikirkepræsten Jon Knudsen, der mener, at man ikke skal tilgive pædofile, der har forgrebet sig på børn, men når man seksuelt krænker ni kvinder over den seksuelle lavalder, og er idømt 1½ års fængsel (oversæt fra færøsk til dansk), så er man tilgivet, og velkommen i Jon Knudsens sekt. Men hvorfor er der forskel:
Nåh ja, selvfølgelig! Når man er over den seksuelle lavalder på 15 år, så kan man da bare sige fra, og hvis gerningsmanden siger han angrer og bliver kristen, så er man tilgivet, og kommer indenfor i Jon Knudsens sekt.
I debatten kom der en følger af Det Sovende Får. Det kunne den forkrøblede hjerne ikke tolerere, og den havde jo slet ingen andre neuroner at spørge til råds:
Nu blev Det Sovende Får rigtig vred, men efter at have sovet på det, så måtte Det Sovende Får erkende, at den forkrøblede hjerne sikkert ikke selv kunne gøre for det. Den var jo netop fuldstændig forkrøblet:
Som man ser, så er den forkrøblede hjerne heller ikke i stand til at tænke en eneste logisk tanke eller se konsekvenserne af sine udtalelser. Men det tror da pokker, når dens ene neuron slet ikke havde andre neuroner at tale med. F.eks. blev den forkrøblede hjerne ved med at hævde, at der var 209.141 officielle vaccineskader, skønt den gentagne gange var blevet oplyst om, at der var tale om indberetninger af formodede bivirkninger, og at dette ikke var ensbetydende med, at de havde sammenhæng med vaccinen. Den forkrøblede hjerne var også oplyst om, at mange af indberetningerne var af velkendte, milde og forbigående bivirkninger, som f.eks. ømhed ved indstiksstedet eller milde influenzalignende symptomer af få dages varighed. Det kunne den forkrøblede hjerne imidlertid slet ikke forholde sig til, da den jo kun havde en neuron, der ikke kunne modtage oplysninger fra andre neuroner.
Da den enlige neuron slet ingen havde at samarbejde og udveksle tanker med, så sad den bare i sit hjørne, og hjernen kunne derfor slet ikke tænke en selvstændig tanke. Den kunne blot prøve at hævde sig selv blandt andre forkrøblede hjerner. De blev imidlertid færre og færre, da det viste sig, at mange andre forkrøblede hjerner havde milliarder af neuroner, der blot skulle rystes på plads.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: BUDDHI Kumar-SHRESTHA, Unsplash