Hvis moral er godt …

Hvem mon leverer den tykkeste dobbeltmoral i dette land? En dobbeltmoral der er så tyk, at gaflen bøjer, og kniven knækker. En dobbeltmoral der er så tyk, at den kan bruges som genanvendeligt varmeskjold på rumkapsler. En dobbeltmoral der er så tyk, at den kan overleve at flyve gennem Solen. En dobbeltmoral der er så tyk, at hvis den falder i et sort hul, så kommer den bare ud på den anden side. Den dobbeltmoral leveres af kvinden, der burde stifte og være formand for foreningerne “Dobbeltmoralens vogtere”, “Dobbelt op på dobbeltmoral”, “Hvorfor dobbeltmoral? Bare fordi!” og “Den usynlige bjælke i mit eget øje”. Den kvinde er selvfølgelig Annette Narimani, der kalder sig Annette Parmesana, eller noget i den retning, på Facebook.

Annette Parmesana handler meget på den kinesiske online handelsplads, Temu, hvor hun har købt en kaffemølle, underbukser – mand, det er svært at lade være med at lave jokes her – og sågar et drivhus samt en Minecraft hættetrøje. Men der er sandelig ingen, specielt ikke Magnus Heunicke, der skal fortælle Annette Parmesana, hvor hun skal handle, og hun kan ikke se noget giftigt. Nu har hun så været i Radio4. Det skal naturligvis fejres med et opslag, som hun selv har delt vidt og bredt i diverse konspirationsteoretiske grupper. Der går kludder i indlejringen af opslaget, så her er et skærmbillede i stedet:

Opslag fra Annette Narimani.

Ledsaget til opslaget er nogle ligegyldige billeder, blandt andet af kaffemøllen, der ser fin ud i kataloget, men ligner noget billigt skrammel i virkeligheden.

Der er også en video med hele indslaget, og den kan godt indlejres:

Hvis man ikke gider høre hele indslaget, så har Radio4 lavet et lille uddrag, hvor man også kan se kaffemøllen:

Man må virkelig undre sig over, at Annette Parmesana virkelig helt frivilligt deler en video med et radioklip, hvor hendes dobbeltmoral og langt ude konspirationsteorier udstilles, som de gør. Blandt andet køber hun aldrig frysepizzaer i butikker fra “Deep State” virksomhederne Coop Danmark, Salling Group og Dagrofa, men kun fra hendes lokale købmand … Naaah! Vi ved jo, at Annette Parmesana finder på røverhistorier, der slet ikke passer:

Annette Parmesana, der finder på røverhistorier, der slet ikke passer, er jo medlem af Frihedslisten. Hun var i gamle dage formand for Frihedslistens lokalafdeling i Aalborg. Hun skulle også starte Frihedslistens ungdomsafdeling op. En afdeling, der aldrig blev til noget. Nu kalder hun sig kandidat for Frihedslisten.

Hvad er så Frihedslistens mærkesager? Der er tre i alt, og her er den første:

BEVAR KONTANTER

Kan man betale med kontanter på Temu? … Nej! Dermed er Annette Parmesana ikke ligefrem med til at bevare kontanter.

Den næste mærkesag:

HANDL LOKALT

Er dét at handle på en international og global kinesisk online handelsplads, at handle lokalt? … Nej, langtfra! Jeg er sikker på, at man kan købe både kaffemøller, underbukser – for fanden, det er svært at lade være – drivhuse og hættetrøjer i Nordjylland, og dermed overholder Annette Parmesana ikke den anden mærkesag.

Tredje mærkesag:

NATURLIG SUNDHED

Er dét at handle på en international og global kinesisk online handelsplads, købe varer af tvivlsom kvalitet, og hvor der ingen kontrol er med varernes indhold af eventuel skadelig kemi at gå ind for naturlig sundhed? … Nej! Dermed overholder Annette Parmesana heller ikke den tredje mærkesag.

Hvad der også kan undre, er, at konspirationsteoretikerne konstant fremhæver Kina som et skrækeksempel, men støtter Annette Parmesana ikke netop dette skrækeksempel af et land ved at købe varer på Temu? … Jo! I den grad!

Ikke nok med, at Annette Parmesana ikke kan overholde tre små enkle mærkesager, hun støtter også direkte et kommunistisk diktatur. Tilsyneladende ud fra princippet, at hvis moral er godt, er dobbeltmoral dobbelt så godt.

Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.

Topfoto: Alina Sofia S., Unsplash

Del på sociale medier