Her på denne 2. juledag, skal vi se på værdier, moral og hvorfor mange holder jul, selvom de er ateister.
Tommy Skovgård har jo oprettet en ny profil på Facebook under navnet Tommy Mattheus, da den gamle profil blev slettet.
Han mener at ateister fejrer Jesus’ fødselsdag til jul, hvilket han har skrevet i et Facebook-opslag:
Det fremgår af kommentarsporet, at Tommy Skovgård tror, at man kun holder jul for at fejre Jesus’ fødselsdag. Herudover undrer han sig over, at ateister lever efter Jesus’ værdier, og stiller spørgsmålet om, hvor moral kommer fra.
Thomas Skovgård tilhører tilsyneladende denne type ubehagelige religiøse mennesker, der fuldstændig har låst sig fast på en forestilling om, hvordan en ateist er.
Sandheden er imidlertid, at det eneste ateister har tilfælles, er, at de ikke tror på en gud eller guder. Derudover er ateister ligeså forskellige som mennesker er flest. Nogle har faktisk en religion, de bekender sig til. F.eks. er de fleste buddhistiske retninger ateistiske, da de ikke omfatter en gud eller guder.
Jeg starter med at forklare, hvorfor jeg – og nok mange andre ateister – ikke holder jul, for at fejre Jesus’ fødselsdag.
For det første, så er der ingen, der aner hvornår Jesus blev født. Man ved ikke engang, i hvilket år han er født. De kristne valgte bare denne dag, da man allerede havde fejret denne tid i årtusinder, også før kristendommen.
Inden vikingerne blev kristne, fejrede de allerede jól, hvorfra ordet “jul” stammer. Festerne startede på årets korteste dag omkring den 21. december, og fortsatte til slutningen af januar, hvor dagene blev længere. Man fejrede således lysets genkomst med fester, hvor man drak og spiste. Ikke ulig i dag, hvor vi fra slutningen af november har julefrokoster og sammenkomster med gløgg og æbleskiver. Julegaverne blev endda introduceret allerede af romerne i forbindelse med deres Saturnalia-fest, inden kristendommen overhovedet eksisterede.
For det andet, så tror man som ateist ikke på, at Jesus er nogen som helst “frelser”. Nogle tror ikke engang på, at Jesus har levet. Jeg tilhører så de ateister, der tror på, at Jesus har levet. Der er mange uafhængige kristne skrifter om ham, ligesom der også er et par romerske historikere, der flygtigt har nævnt en person, der godt kunne være Jesus. Jeg anser derfor, at der foreligger så meget evidens, at han nok har eksisteret. Af de kristne skrifter der eksisterer, så er ganske få blevet udvalgt til Biblen, blandt andet testamenterne. Der findes imidlertid mange flere. Da de er skrevet årtier efter Jesus’ død, og der ingen øjenvidneberetninger er, tror jeg dog ikke, at der er meget sandhed i dem. De er sandsynligvis skrevet af ledere i tidlige kristne sekter for at tiltrække tilhængere. Som bekendt, så er ledere af sekter ikke ligefrem de mest troværdige personer, og det var de sikkert heller ikke dengang.
Derfor fejrer ateister ikke Jesus’ fødselsdag i julen, ligesom vi ikke anser han som en “frelser”. I øvrigt flygter vi ikke, for man flygter jo ikke fra nogen, der er død for 2.000 år siden.
Hvorfor holder mange ateister og ikke-troende så jul? Da ateister jo kan være forskellige, kan jeg naturligvis kun svare for mig selv.
Årsagen til, at jeg holder jul, er hyggeligt samvær med familien over god mad, og så selvfølgelig glade børn. Der er således ikke engang tale om en fejring, men blot at det er en fast tradition på det samme tidspunkt hvert år.
Da jeg boede i Sydafrika, så var der ikke meget ved julen. Der var det sommer, og de fleste var rejst på sommerferie. Juledag var der som regel nogle, der inviterede tilbagebleven familie, venner og bekendte til braai (barbeque). Så blev der spist grillmad og drukket øl. Lidt som nogle fejrer Sankt Hans herhjemme. Hvor mange ved i øvrigt, at Sankt Hans rent kirkeligt er en fejring af Johannes Døberens fødselsdag? Endnu en højtid hvor kristendommen lagde den samtidig med en gammel eksisterende tradition om at fejre midsommer og årets længste dag.
Men hvorfor lever vi så efter Jesus’ værdier?
Fordi Jesus’ værdier ikke er Jesus’! Der er jo mange universelle værdier i Biblen, der giver god mening, hvis mennesker skal leve i samfund i fredelig sameksistens. Så kan det jo ikke nytte at man stjæler fra hinanden eller slår hinanden ihjel. I et samfund ville det heller ikke ligefrem gavne det gode naboskab, hvis man bollede med naboens ægtefælle (hvis naboen vel at mærke, opdagede det).
Herudover er der kristne værdier, som praktisk taget ingen – heller ikke kristne – lever efter. “Man skal elske sin næste”. Fandens vrøvl, og bare for at nævne en næste, jeg aldrig kommer til at elske, kan nævnes Tommy Skovgård.
“Vend den anden kind til”. Igen noget forbandet vrøvl. Man skal da ikke finde sig i hvad som helst, specielt ikke fra personer som Tommy Skovgård.
Ovenstående hænger meget sammen med moral, men hvor kommer moral fra?
Jeg er ikke så meget i tvivl om, at noget moral er medfødt, altså noget der er opstået i forbindelse med evolutionen. F.eks. at vi skal tage os ordentligt af vores børn og familie, og samarbejde fredeligt med andre. Dette har sikret den succes som mennesket har haft som art.
Men meget moral er noget tillært, og som ofte gælder i det samfund man er tilknyttet. At denne tilknytning eksisterer, vidner de utallige krige gennem historien om. Her har man ikke holdt sig tilbage med at slå andre ihjel, stjæle fra dem og lade dem underkaste sig. Noget man normalt ikke ville gøre mod dem, der tilhører det samfund, man er en del af.
Moral er imidlertid også forskellig fra person til person. Nogle synes f.eks. sex før ægteskabet er forkert, mens andre synes sex er i orden før ægteskabet. Der er også dem, der synes sex udenfor ægteskabet er i orden, selvom man allerede er gift.
Så er der personer, som f.eks. Tommy Skovgård, der mener at have eneret på, hvad moral er. Efter hans mening må man ikke være homoseksuel, transperson, gå ind for fri abort, synes om Onkel Reje eller andet, der strider mod hans moral. Man må heller ikke afvise Jesus som Guds søn, og skulle man handle imod Tommy Skovgårds opfattelse, så brænder man op i helvede. Det tyder på, at Tommy Skovgårds tro og moral bygger på frygt.
Min moral påbyder mig at tage moralsk afstand fra personer som Tommy Skovgård.
Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.
Top foto: Brett Sayles, Pexels