Lov om konspirationsteori (konspirationsteoriloven)

Det Sovende Får

LOV nr 3 af 17/12/2023


Konspirationsteoriloven


Lov om konspirationsteori


VI DET SOVENDE FÅR, af Guds Nåde Danmarks Vædder, gør vitterligt:

Fåretinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. Hvis der kan ligge en konspiration bag, så ligger der en konspiration bag.
Stk. 2. Hvis der ikke kan ligge en konspiration bag, så ligger der en konspiration bag.


Kapitel 2

Generelle bestemmelser

§ 2. Alt der kan misfortolkes, skal misfortolkes.
Stk. 2. Alt der ikke kan misfortolkes, skal misfortolkes.

§ 3. Alt der kan fordrejes, skal fordrejes.
Stk. 2. Alt der ikke kan fordrejes, skal fordrejes.

§ 4. Alt der kan tages ud af kontekst, skal tages ud af kontekst.
Stk. 2. Alt der ikke kan tages ud af kontekst, skal tages ud af kontekst.

§ 5. I debatter så argumentér med noget, der skete for mere end et årti siden.
Stk. 2. Fremsæt påstande uden dokumentation.
Stk. 3. Gentag påstandene så ofte som muligt.
Stk. 4. Sig eller skriv sætningen “undersøg det selvˮ eller “do your own researchˮ, hvis nogen efterspørger dokumentation.

§ 6. Hvis nogen stiller ubehagelige spørgsmål, du ikke kan svare på, så svar med et modspørgsmål.
Stk. 2. Hvis det ikke lykkes med et modspørgsmål, så flyt fokus fra emnet.
Stk. 3. Hvis det ikke lykkes at flytte fokus, så vend bevisbyrden rundt.
Stk. 4. Hvis det ikke lykkes at vende bevisbyrden rundt, så sig “vågn opˮ.
Stk. 5. Hvis det ikke virker at sige “vågn opˮ, så sig “fårˮ.
Stk. 6. Hvis det ikke virker at sige “fårˮ, så send mindst fem fåre-emojis.
Stk. 7. Hvis emnet er vacciner, så spørg “skal du også have 5., 6., 7., 8. og 9. stik?ˮ i stedet for “fårˮ som nævnt i stk. 5.
Stk. 8. Hvis emnet er vacciner og det ikke virker at sige “skal du også have 5., 6., 7., 8. og 9. stikˮ, så send mindst fem sprøjte-emojis i stedet for fåre-emojis som nævnt i stk. 6.

§ 7. Fordrej modpartens argumenter til noget de ikke har sagt jf. § 3, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Fasthold til enhver tid, at det har modparten sagt.
Stk. 3. Brug ad hominem argumentation.

§ 8. Alle der argumenterer imod dig eller ikke støtter dig, er trolle eller haters.
Stk. 2. Alle trolle og haters skal blokeres på de sociale medier.


Kapitel 3

Korrelation og kausalitet

§ 9. Alt der ingen sammenhæng har, har sammenhæng.
Stk. 2. Alt der har sammenhæng, har ingen sammenhæng.

§ 10. Hvis der er korrelation, så er der altid kausalitet.
Stk. 2. Hvis der ikke er korrelation, så er der altid kausalitet.
Stk. 3. Hvis der ikke er kausalitet, så er der altid kausalitet.

§ 11. Alle der dør, dør af vaccinen.
Stk. 2. Alle der bliver syge, bliver syge af vaccinen.
Stk. 3. Alle der er blevet vaccineret, vil til alle tider dø af vaccinen indenfor tre år.


Kapitel 4

Fakta og mainstreammedier

§ 12. Alt der er sandt, er løgn.
Stk. 2. Alt der er løgn, er sandt.
Stk. 3. Alt du ikke forstår, er løgn.

§ 13. Alle faktuelle data er ugyldige.
Stk. 2. Alle ugyldige data er faktuelle.

§ 14. Alle artikler fra mainstreammedier præsenteres som nyheder, uanset alder på artiklen.
Stk. 2. Artikler fra mainstreammedier præsenteres altid med skærmbillede kun af overskriften og/eller rubrikken.
Stk. 3. Der må ikke linkes til artikler fra mainstreammedier online.
Stk. 4. Artikler fra mainstreammedier må aldrig vises med det fulde indhold. Undtaget herfor, er artikler fra tekst-tv.
Stk. 5. Støder du på en fuld artikel, så læs kun overskriften.


Kapitel 5

Stavning, grammatik og beregning

§ 15. Sammen satte ord skal skrives i flere ord.
Stk. 2. Stav forkret i opslag på de sociale medier og på skilte og plakater.
Stk. 3. Brug mellemrum før tegnsætning .

§ 16. 0,2% eller derunder er lig med 99% eller højere.
Stk. 2. Ved “mangeˮ læger, forskere eller eksperter menes højst 1 ud af 10.000.
Stk. 3. En demonstration hvor mere end 10 mennesker deltager, er en kæmpedemonstration.
Stk. 4. Det faktiske deltagerantal til en demonstration skal mindst ganges med ti.

§ 17. Regn forkert, hvor muligt.
Stk. 2. 1 + 1 = 42.
Stk. 3. Misforstå matematik-, fysik- og naturlove.


Kapitel 6

Eliten

§ 18. Alt der ikke er tilfældigt, er en del af elitens plan.
Stk. 2. Alt der er tilfældigt, er en del af elitens plan.
Stk. 3. Uanset det i stk. 2 nævnte, er intet tilfældigt.

§ 19. Alt der er uforklarligt, er en del af elitens plan.
Stk. 2. Hvis noget kan forklares, så er det uforklarligt.

§ 20. Alt er en del af elitens plan.
Stk. 2. Alt der ikke er omfattet af stk. 1, er en del af elitens plan.


Kapitel 7

Valg

§ 21. Det er frivilligt om man vil stemme til valg.
Stk. 2. Hvis man stemmer til kommunal-, regional- eller folketingsvalg, må man ikke stemme til venstre for Nye Borgerlige.
Stk. 3. Hvis man stemmer til folkeafstemninger, stemmes altid imod.
Stk. 4. Hvis man stemmer, skal det dokumenteres med et foto af stemmesedlen, efter at man har sat sin stemme.
Stk. 5. Overtrædelse af stk. 2, 3 eller 4, straffes med kilden under næsen til man nyser og/eller kilden under tæerne i indtil 5 minutter.


Kapitel 8

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 22. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen på Det Sovende Fårs blog.
Stk. 2. Lov om konspirationsteori, jf. lovbekendtgørelse nr. 2 af 14. januar 2023, ophæves.


Givet i Det Sovende Fårs Residens, den 17. december 2023

Under Vor Vædderlige Klov og Segl

DET SOVENDE FÅR

/Frode Får


Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.

Top foto: Ekaterina Bolovtsova, Pexels

Del på sociale medier