Nu kan bankerne bare vente sig

Der er optræk til gruppesøgsmål mod bankerne.

Allerede den 28. september 2023 meldte Marc Real ud i et opslag og en video, at han ville prøve at samle personer til et gruppesøgsmål mod bankerne fordi de kræver MitID til deres netbanker.

Hans argumentation i videoen er, at når det er lovpligtigt at have en NemKonto, så må man også have nogle rettigheder. Blandt andet at kunne se sine kontobevægelser.

Her skal man lige bemærke, at han i videoen nævner, at han har allieret sig med to veninder, hvoraf den ene veninde, har en del mere tjek på det juridiske end ham.

Og hvorfor skal man så bemærke det?

Jo, Samantha Kirkegaard Poulsen aka Amanda-Maya Haywood, der udover at være et suverænt og levende menneske, også er cand.merc.jur. (erhvervsøkonomi og erhvervsjura), har den 12. oktober 2023 udgivet en YouTube-video med titlen “Massesøgsmål imod Bankerne for tvungen brug af MitID”. Her nævner hun i videoen, at hun er blevet kontaktet af Mette og Marc.

Dette er efterfølgende blevet bekræftet af en hjemmeside om gruppesøgsmålet, som Samantha Kirkegaard Poulsen har uploadet. Her fremgår det, at personerne er Mette Bækgaard og Marc Real.

Den 23. oktober 2023 følger Marc Real så op med et opslag, hvor han har linker til en formular, hvor man kan tilmelde sig gruppesøgsmålet eller kun give økonomisk støtte:

På formularen spørger man blandt andet ind til, hvilken bank man har, da man vil lave det første gruppesøgsmål mod den bank, hvor de fleste har konto. Herudover er der et spørgsmål om, hvorvidt man har indboforsikring. Det skyldes, at man har retshjælpsforsikring gennem sin indboforsikring.

Nu bliver det rigtig spændende, for den 24. oktober 2023 har Samantha Kirkegaard Poulsen lavet en video, hvor hun udover bankerne, nu også påstår noget, jeg ikke har set før. Hun påstår nemlig, at en masse er blevet fyret eller vil blive fyret, alene af den grund, at man ikke har MitID.

[Opdatering den 31. juli 2024: Videoen er slettet]

Senere samme dag, laver hun så et opslag i Facebook-gruppen “Fælles front imod MitID”, hvor hun søger efter nogen, der er fyret fordi de ikke vil have MitID.

Opslag fra folk der er eller er ved at blive fyret for ikke at ha MitID. Del gerne her hvorfra, så jeg ka dele med ignoranter (fjerner jeres navn ska bare ha eksempel)

Vi tager lige gruppesøgsmålet mod bankerne først.

Jeg har været en tur inde på “Det finansielle ankenævn“, og der fandt jeg i alt 10 sager om bankernes overgang fra NemID til MitID.

I samtlige 10 sager har banken fået medhold i, at de kan forlange MitID fra kunden, hvis kunden skal have adgang til sin netbank. I samtlige afgørelser fra ankenævnet fremgår følgende:

»Det følger af lov nr. 783 af 4. maj 2021 om MitID og NemLog-in, at NemID skal udfases og erstattes af MitID.«

Og det er denne lov, der gør, at bankerne har fået medhold. Med andre ord, bankerne følger bare loven, og det er bankerne selv, der afgør, hvad de betragter som en sikker adgang.

Det skal bemærkes, at formanden for “Det finansielle ankenævn” ved afgørelserne var Vibeke Rønne, der indtil for nylig var højesteretsdommer.

Det hører med til historien, at hvis der er et klagenævn, så skal man først indbringe sagen for klagenævnet, før man kan få retshjælp fra sin indboforsikring. Da det imidlertid er fast praksis hos “Det finansielle ankenævn” at give bankerne medhold i disse sager, så er spørgsmålet, om man vil se gennem fingrene med det.

For at få retshjælp, så skal der også være en rimelig grund til, at sagen bliver indbragt for domstolene. Det er så spørgsmålet, hvorvidt der er det.

Forsikringsbetingelserne for retshjælp er ens i alle forsikringsselskaber.

Efter min mening, så har de ikke en chance for at vinde en sag mod bankerne ved domstolene. Og er det i det hele taget, de rigtige de vil sagsøge? Bankerne følger jo blot lovgivningen, og i de betingelser for brug af netbank jeg har set, er der i alle nævnt MitID som identifikationsmiddel.

Så kommer vi til spørgsmålet om fyringer, fordi man ikke har MitID.

Jeg har ingen eksempler kunne finde på, at nogen er blevet fyret, fordi de ikke havde MitID, men man kunne faktisk godt komme op med et tænkt eksempel.

En medarbejder har i sin ansættelse benyttet “NemID medarbejdersignatur”. Nu går virksomheden over til “MitID Erhverv” og personen bliver oprettet som bruger i systemet. Fremover skal medarbejderen altså benytte “MitID Erhverv”, for at kunne passe visse funktioner på sit arbejde. Inden medarbejderen kan anvende “MitID Erhverv” skal denne aktivere sig som bruger, og det skal gøres med medarbejderens private MitID.

Hvis man nu står med en medarbejder, som ikke vil have MitID, hvad hulen gør virksomheden så, hvis man ikke har en anden jobfunktion, der ikke kræver “MitID Erhverv”?

Vi har en medarbejder, der ikke kan passe sit arbejde, men er det en god og saglig grund til at fyre medarbejderen?

Tja, hvis medarbejderens modvilje mod MitID skyldes tossede konspirationsteorier, så ville jeg nok mene, at det var en god og saglig grund, men mon ikke det ville være en god ide at spørge fagforeningen, inden man melder sig hos Samantha Kirkegaard Poulsen.

Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.

Top foto: Ekaterina Bolovtsova, Pexels

Del på sociale medier

1 Kommentar on “Nu kan bankerne bare vente sig

  1. Det følger af lov nr. 783 af 4. maj 2021 om MitID og NemLog-in, at NemID skal udfases og erstattes af MitID

    så fordi de selv har lavet en lov….så gør det det lovligt og strider ikke mod rettigheder osv…..klogt skrevet…..noot !

    indoktrineret.dk

    Hilsen P

Comments are closed.