Endnu en boykot

Så er der lagt op til endnu en boykot blandt konspirationsteoretikere. Denne gang er det Coop, der står for skud.

Den 11. marts 2025 postede Rasser Janich Johansen dette opslag i Facebook-gruppen Fælles front imod MitID:

Rasser Janich Johansen: Nu vil coop kræve mitid på deres coop app, ulovligt og dumt hvis de vil tabe kampen til nørto

Se opslag

Først skal vi lige slå fast, at hvis Coop vælger at verificere deres brugere med MitID, så er det ikke ulovligt. Hvilken lov og paragraf mener Rasser Janich Johansen, at Coop bryder?

Og hvad er “nørto”? Selv hvis Rasser Janich Johansen mener Netto, så giver det ikke mening. Ligesom Salling Group har en række forskellige kæder – heriblandt Netto – så består Coop også af flere kæder.

Coops app indeholder en lang række fordele for medlemmer af Coop. F.eks. kan man se sin bonus, man får fordelagtige personlige tilbud, man kan se sine kvitteringer og man kan betale via appen. Herudover kan man selv scanne og betale med appen i visse butikker. Nogle af disse funktioner kræver ikke medlemskab af Coop, men kan benyttes af alle.

Det er imidlertid ikke et krav, at man bruger appen. Man kan fortsat benytte et fysisk medlemskort, hvis man er medlem, og i øvrigt betale både med kort, eventuel bonus eller kontant.

Der er imidlertid en række problemer med MitID-verificeringen. Coop anvender nemlig navnet til verificeringen. Udover dem der ikke har MitID, så har en række andre personer også problemer. Hvis man f.eks. har navne- og adressebeskyttelse, så kan man ikke benytte MitID til verificering. Og hvad med de personer, hvor navnet på ens profil ikke lige stemmer med ens officielle navn? F.eks. hvis man udelader et mellemnavn, eller benytter et mellemnavn som for- eller efternavn?

Som flere også påpeger i kommentarsporet, så kan man henvende sig til Coops kundeservice, for man kan verificere sig med andre metoder. Det har jeg selv gjort, da jeg har navne- og adressebeskyttelse.

Det kan så i øvrigt undre, at så mange i gruppen er så fortørnet, og hvad enten man benytter sit fysiske medlemskort eller appen, så bliver ens køb registreret. Det gælder jo alle butikskæder, der tilbyder en app med elektroniske kvitteringer eller et medlemskab.

Lad os lige se den vildeste kommentar fra kommentarsporet. Det er Niels Hugo, der lukker sine konspirationsteorier og paranoia ud for fuld damp:

Niels Hugo: For at få MitID, skal man acceptere. at Digitalstyrelsen, kan godkende juridiske enheder til at åbne og lukke for dit MitID, nu er COOP sandsynligvis godkendt og så kan de blokere for dit køb af feks. 3 bøffer i stedet for 1, hvis du har nået dit personlige co2 kvoteloft, COOP har længe ført regnskab med dit co2 regnskab baseret på dine indkøb. og er nu klar til at stoppe dig i kassen, hvis du feks. har kritiseret FN eller EU eller Forræderiksen på internet a la Facebook udelukkelse i 30 dage, har du delt et foto af de Ukrainske nazi Azov paramilitære grupper, hvor de poserer med ukrainske flag med hagekors.

Nej! Coop kan ikke åbne og lukke for dit MitID, og kan ikke blokere for dine indkøb, eller er klar til at stoppe dig i kassen. Det er imidlertid rigtigt, at man i appen kan se sit klimaaftryk, meeen … det kræver at man giver sit samtykke til, at Coop må anvende dataene til dette formål. Desuden kan Coop ikke se, hvad du har købt udenfor Coops butikker. Og igen, så er det jo ikke et krav, at man benytter appen. Og tror Niels Hugo virkelig, at der sidder nogen i Coop og overvåger, hvad deres kunder foretager sig på internettet?

Gennem tiden har konspirationsteoretikere boykottet rigtig mange. Der er konspirationsteoretikere der boykottede McDonald’s for at anvende menneskekød i burgerne. Så har de boykottet Salling Group for at tilbyde vaccination i visse Bilkaer. Så boykottede de Cloetta, da Skipper’s Pipes lavede en reklamekampagne under sloganet “Stik piben ind” med et billede af en person med en sølvpapirshat. Så boykottede de LEGO, da LEGO donerede 444 millioner kroner til UNICEFs arbejde i COVAX, der arbejder for at sikre vacciner til verdens fattigste lande. Så boykottede de alle produkter, der bar Rainforest Alliance’s logo (den lille frø). Så boykottede de LEGO igen, da LEGO lancerede et byggesæt med en elbil og vindmølle. Så boykottede de Onkel Reje, for puha! Han er slem! Så boykottede de Salling Group igen, da føtex åbnede en betjeningsløs butik, der krævede MitID ved køb af varer med aldersbegrænsning. Så boykottede de Salling Group endnu engang, da sexlegetøj kom på hylderne i Bilka og Netto. Så boykottede de Arla, da Arla lavede forsøg i Storbritannien med tilsætning af Bovaer til køernes foder. Nu er der altså en boykot af Coop under opsejling i gruppen. Der er naturligvis også de konspirationsteoretikere, der boykotter alt, bortset fra gårdbutikker og Temu.

Med alle de boykotter, så undres man over dette opslag fra den 13. marts 2025 af Bente Dahl Pedersen, der også er kendt som Brokke-Bente, tidligere Strikke-Bente:

Bente Dahl Pedersen: Først var det Temu , så USA og nu Coop , boycut alt og du vinder kampen

Se opslag

Bente Dahl Pedersens opslag er naturligvis rettet mod normale mennesker, altså ikke-konspirationsteoretikere, der ønsker at boykotte de nævnte områder.

Hvis man vil tage en overvældende risiko for, at man får en gang billigt og eventuelt sundhedsskadeligt bras i lav kvalitet fra Kina, hvor man i øvrigt praktisk taget ingen klagemulighed har, så er Temu det helt rigtige sted at handle. Det er så op til den enkelte at løbe den risiko.

Nu har jeg så ikke hørt nogen officiel udmelding om, at man skal boykotte varer fra USA. Mon ikke det bunder i misundelse over, at Facebook-gruppen Boykot varer fra USA har opnået over 80 tusind medlemmer siden gruppens oprettelse den 3. februar 2025. Det er aldrig set blandt konspirationsteoretikere, at deres tilslutning til en boykot har opnået så stor tilslutning. At det ikke helt er nemt at navigere i en boykot mod amerikanske varer, vender vi tilbage til.

Det der nu virkelig undrer mig, er, at Bente Dahl Pedersen nævner Coop, for jeg har jo netop skrevet om en boykot under opsejling blandt konspirationsteoretikere mod netop Coop. Bente Dahl Pedersens forklaring kan læses i kommentarerne, for jeg er ikke den eneste, der undrer mig:

Claudia Field Creek: Hvorfor skal Coop boykottes? - Bente Dahl Pedersen svarer Claudia Field Creek: Fordi de ikke vil mærke varer fra USA

Det hænger altså sammen med boykot af amerikanske varer, og en time senere poster Bente Dahl Pedersen så endnu et opslag, med et link til en artikel fra B.T. Artiklen handler om 62-årige Pia, der efter at have medlem af Coop i mere end 20 år, nu er blevet vred og går sin vej fordi, at Coop ikke vil mærke deres varer.

Nu tænker Bente Dahl Pedersen nok på Salling Groups mærkning, der også er nævnt i artiklen. Der er imidlertid et problem, for Salling Group mærker ikke varer fra USA. De mærker varer fra europæiske lande. Det vil sige, at varer fra Canada, Mexico, mellem- og sydamerikanske lande, Australien, alle lande i Afrika og Asien heller ikke er mærket. Men hvis man kun vil boykotte varer fra USA, så kan man da ikke bruge den mærkning til noget. Hvis man derimod i højere grad vil støtte europæiske varer, så kan den måske bruges. Kun “måske” fordi, hvad er kriterierne for mærkningen?

Lad os tage et eksempel: Marabou er da en svensk chokolade … men er det nu også det?

Marabou er ejet at det amerikanske multinationale selskab, Mondelēz, der har hovedkvarter i Chicago i USA, og som også ejer en del andre chokolademærker. Chokoladen fremstilles i Europa, og vi kan være ret sikre på, at kakaoen i chokoladen kommer fra Afrika. Men hvor kommer de øvrige ingredienser i chokoladen fra?

Med andre ord, er en plade chokolade fra Marabou europæisk? Ejeren er jo amerikansk. Chokoladen er fremstillet i Europa, kakaoen kommer fra Afrika, og de øvrige ingredienser i chokoladen er måske, måske ikke, europæiske.

Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, så mærker Salling Group varerne som europæiske, hvis den ultimative ejer af virksomheden er europæisk. Det vil sige, at Marabou ikke er mærket som europæisk, da den er amerikansk ejet. Det vil også sige, at hvis f.eks. en europæisk ejer får lavet sit produkt i Asien af amerikanske materialer, så vil den være mærket som europæisk. Der er altså ikke nogen garanti for, at selve varen er europæisk.

Hvis man kun vil boykotte amerikanske varer, så er der også andre problemer at tage stilling til.

Hvad hvis et amerikansk produkt fremstilles under licens i Europa? F.eks. Coca Cola, der betragtes som ærkeamerikansk, men fremstilles af Carlsberg i Danmark under licens.

Hvad med franchises? McDonald’s betragtes også som ærkeamerikansk, men de danske McDonald’s restauranter ejes typisk af danske restauratører.

Jeg tør dårligt nævne tjenester og ydelser som f.eks. Apple, Google, Microsoft, Facebook, Netflix, Disney, HBO etc. Skal de også boykottes?

Personligt holder jeg mig i ro. Hvis Donald Trump gennemfører sin handelskrig, så vil EU tage til genmæle og pålægge told på visse amerikanske varer. Så kan man jo bare styre uden om de dyrere varer, hvis man vil boykotte amerikanske varer, og ramme Donald Trump hvor det gør mest ondt. Nemlig, på pengepungen og hans høje tanker om sig selv.

Imens kan vi da glæde os over, at konspirationsteoretikerne er så få, at de hverken kan gøre fra eller til.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Fikri Rasyid, Unsplash

Seneste indlæg

Del på sociale medier