Som lovet i mit blogindlæg “Manden der gav op II“, så kommer her tredje del af “Manden der gav op”.
Den 25. januar 2025 lavede Marc Real nemlig endnu et opslag, hvor han kører meget på Thomas Boye Kallestrup (Kritisk Perspektiv), og halvvejs i sit lange opslag blander mig ind i billedet:
Den første del af Marc Reals opslag giver slet ingen mening. Det er bare en gang ordsalat uden hoved og hale, der vist egentlig bare er klynkeri over hans egen ubetydelighed.
Lad mig dog trøste manden: Du er mindst ligeså kendt i den brede befolkning som mig. Det vil sige, at ingen kender dig. Det er kun mennesker – hvilket er få – der følger med i de konspirationsteoretiske kredse, der kender os.
Og så vil jeg lige knytte en kommentar til noget han skriver. Jeg har gravet en del huller, men jeg har da aldrig haft nogen at begrave i hullerne. Hvad pokker det for en underlig analogi.
Der hvor jeg så kommer ind i billedet, er, da Marc Real skriver:
Jeg kan ikke lade være med at tænke HVAD det er der gør at “Personer” som Thomas Boye og Jesper Schnoor (Det Sovende Får) “får” behov for at gå ud og så tvivl om ganske almindelige mennesker som du og jeg ENE OG ALENE på den baggrund at vi tror på at kæmpe for noget der betyder noget for os nemlig vores børns Fremtid..? 🤔
Her kan vi virkelig se, at konspirationsteoretikere ikke laver nogen research. Hvis man her på siden går til hovedmenuens punkt “Om DSF > Hvorfor startede DSF“, og man på Thomas’ side går til “kritisk-perspektiv.dk > Om Mig > Manifest For Kritisk Perspektiv“, så behøver Marc Real slet ikke tænke, for så kan han læse om vores begrundelser.
Jeg skal så også tilføje, at Marc Real på ingen måde er et almindeligt menneske. Almindelige mennesker bruger ikke ad hominem-argumenter i den grad, som Marc Real gør. F.eks. skriver han:
Er det en forkvaklet nationalitetsfølelse, betalt opposition eller ligger der noget meget mere mørkt og dystert bag..? 🙄
Tror du virkelig at der er mennesker der har så lidt livsindhold og selv har fundet på at fylde det med at være “Stkkersvn” (som det kaldtes under anden verdenskrig) lige som under krigen hvor der “Sjovt” nok også forsvandt en masse der turde sige fra og sætte sig op mod skabelsen af et totalitært samfund som så senere viste sig at være så forkert at Nazister stadig dømmes i dag for de forbrydelser de gjorde i “Krigens” navn af Nürnberg konventionen 🤔
Altså Thomas’ og mine motiver kunne altså være, at vi enten har en forkvaklet nationalitetsfølelse, at vi er betalt opposition, altså vi bliver betalt for at debunke konspirationsteoretikernes påstande, eller at der ligger noget meget mere mørkt og dystert bag. Tilsyneladende blot fordi vi drister os til at påvise, at det Marc Real siger, er forkert.
I næste afsnit er vi endda stikkersvin, og så kommer han med en fuldstændig vild og helt ude i hampen sammenligning med nazisterne. I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig, at Marc Real linkede til Nürnbergkonventionen. Jeg har set mange konspirationsteoretikere omtale den, men jeg kan ikke finde den. Som regel mener konspirationsteoretikerne Nürnbergkoden, men misforstår fuldstændig hvad det drejer sig om. Det er nemlig et sæt etiske regler for menneskeforsøg, der blev udarbejdet af retten under en retssag i Nürnbergprocesserne efter Anden Verdenskrig. Reglerne er aldrig blevet en konvention, som nogen lande har tilsluttet sig. Marc Real aner åbenlyst ikke, hvad han taler om. Måske han skulle læse lidt om forbrydelser mod menneskeheden (som for alvor blev defineret ved Nürnbergprocesserne), og Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.
Almindelige mennesker tror heller ikke på tossede konspirationsteorier og påstande som:
…stregkode i nakken, kameraer i r*ven og selv kan bestemme hvor hun vil bo og ikke hvilken zone (Smart City) hun får tildelt pga en løgnagtig falsk klimsakrise, efterfulgt af en falsk krig og en falsk virus med en potentiel farlig “Vaccine”\Genterapi for slet ikke at snakke om falsk skabt inflation og hævede priser på alt lige fra strøm selvom vi ALDRIG har haft så meget “Grøn energi”, vindmøller og solceller som stadig vil slå os ihjel pga samme “Klimakrise” eller Virus der nu smitter fra dyr til mennesker, Insekter (myg som Bill Gates har sluppet fri med Genmodificering, selvfølgelig for at “Udrydde” malaria og ikke mennesker..
Her kommer vi forbi konspirationsteorierne om 15-minutterbyer og smart cities, klimabedraget, den falske krig (hvad er det for en?), coronabedraget, mRNA-vaccinen og den falske skabte inflation samt Bill Gates, der anvender genmodificering til at slippe myg løs.
Det må da også siges at være en virkelig tosset påstand, at vindmøller og solceller stadig vil slå os ihjel pga. klimakrisen eller virus. Hvornår ville vindmøller og solceller sidst slå os ihjel. og hvad var grunden dengang?
Som så mange konspirationsteoretikere så bilder Marc Real sig selv ind, at han udbreder sine konspirationsteoretiske påstande og misinformation for andre menneskers skyld. I hans tilfælde for “vores” børns skyld. Vi har også set denne indbildning fra mange andre konspirationsteoretikere: De vil blot informere og hjælpe os alle sammen.
Fri os fra disse indbildske mennesker, for der er ingen der har bedt dem om deres “sandhed”, for følger man den, så har man reserveret plads i første vogn, når samfundet kører ad helvede til.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Steve Johnson, Unsplash