Den Stribede Skjortes størrevask

Vi kan nu fastslå, hvad Den Stribede Skjorte, Kent Ivan Nielsen, egentlig er tiltalt for.

Oprindeligt var han jo tiltalt for 14 forhold, vedrørende overskridelse af henholdsvis straffelovens § 119 a, ved at have chikaneret flere personer i offentlig tjeneste samt straffelovens § 264 d, ved offentligt at have delt billeder (videoer) på de sociale medier. Disse tiltaler er alle sket i forbindelse med Den Stribede Skjortes turne på landets vaccinationscentre.

Imidlertid er der nu også rejst tiltale vedrørende de tre sigtelser, der var rejst i forbindelse med hans chikane af Magnus Heunicke. Det fremgår af en artikel fra JydskeVestkysten, der er i besiddelse af anklageskriftet, og har overværet retssagen. Artiklen er under betalingsmur, men jeg har læst artiklen.

Sandsynligvis har man udvidet tiltalerne mod Den Stribede Skjorte, mens han har været i fængsel, da jeg ellers er ret sikker på, at vi ville have hørt om det tidligere.

Den Stribede Skjorte er nu tiltalt i 15 forhold, hvor de 12 vedrører hans chikane af personale på landets vaccinationscentre i Øst-, Syd- og Sønderjylland samt på Fyn og Sjælland. Vi må således formode, at de sidste tre forhold er sket i maj, juni og august i år, hvor han opsøgte og filmede Magnus Heunicke.

Den Stribede Skjorte har erkendt sine handlinger, hvilket også er meget svært at undlade, da han jo selv har leveret bevismaterialet i form af videoer.

Når anklageren under de enkelte episoder har spurgt ham, om han har været på stedet, så har han f.eks. svaret følgende:

Venstre citationstegn  Ja, det har jeg på vegne af de 28.765 mennesker, der har indberettet skader på knogler, led og muskler som følge af den påståede coronavaccine.

Den Stribede Skjorte fastholder altså sine falske forestillinger om, at de indberettede formodede bivirkninger, er egentlige vaccineskader. I dette tilfælde er led- og muskelsmerter ovenikøbet en velkendt, mild og forbigående bivirkning ved vaccination, og Den Stribede Skjorte bilder sig ind, at han repræsenterer disse mennesker.

Han har også i retten udtalt om sin ageren mod Magnus Heunicke således:

Venstre citationstegn  Jeg er ked af det over, at han har skadet så mange danskere. Om han så bliver ked af det, når jeg konfronterer ham med det, det er jeg ligeglad med.

Den første dag i retten gik med afspilning af videoer og Den Stribede Skjortes forklaring, der dog ikke er færdig. Næste retsmøde vil sandsynligvis blive i februar 2025, og sagen forventes afsluttet i maj 2025.

Hvordan vurderer man egentlig flere overtrædelser af straffeloven i samme dom?

Her skal vi en tur ind i straffelovens § 88, der siger:

Venstre citationstegn  Har nogen ved en eller flere handlinger begået flere lovovertrædelser, fastsættes der for disse en fælles straf inden for den foreskrevne strafferamme eller, hvis flere strafferammer kommer i betragtning, den strengeste af disse. Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve.
Stk. 2. Medfører en af lovovertrædelserne fængsel, en anden bøde, kan retten i stedet for en fælles fængselsstraf idømme bøde ved siden af fængsel.

Jeg har udeladt stk. 3 og 4, da disse næppe er relevante.

Man skal bemærke, at der er tale om en fælles straf, og at man vurderer det ud fra det forhold, der giver den strengeste straf. Man fastsætter altså ikke strafudmålingen ved at sammenlægge straffen for de enkelte forhold. Den strengeste straf er for overtrædelse af straffelovens § 119 a, der kan give bøde eller fængsel indtil 2 år. Hertil kommer, at hvis han f.eks. ikendes en bøde for et forhold og fængselsstraf for et andet forhold, så kan han ikendes både en bøde samt en fængselsstraf.

Endvidere kan straffen under særdeles skærpende omstændigheder forhøjes med indtil det det halve. Den Stribede Skjorte risikerer i værste fald en klækkelig bøde samt fængsel indtil 3 år. Jeg skal understrege, at det er i værste fald, og sandsynligvis vil det blive noget mindre, hvis Den Stribede Skjorte kendes skyldig.

Jeg overlader det trygt til domstolen at afgøre sagen, og om der foreligger “særdeles skærpende omstændigheder”.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: KATRIN BOLOVTSOVA, Unsplash

Del på sociale medier