Kort og godt XIII

Så er det tid at se flere opslag, der enten bare er dybt tåbelige, eller kan tilbagevises med få ord. Vi åbner version 13 af posen med blandede bolsjer, idet jeg håber, at der ikke er personer blandt mine læsere, der er overtroiske omkring tallet 13.

Hvad sagde vi?

Vi starter med et Facebook-opslag af Anja Thuesen fra den 23. oktober 2024. Det er et af de sædvanlige “hvad sagde vi”-opslag:

Det her er kun begyndelsen. Igen kan vi "sølvpapirshatte" bare sige .... Hvad sagde vi?

Se opslag

Anja Thuesen linker så til en artikel fra Nyheder24, der handler om én købmand, der tester et system ved navn AgeProof. Her kan man skanne en QR-kode ved kassen, hvorefter man kan oprette en profil, hvor man bekræfter sin alder med MitID. Herefter kan personer, hvor man er i tvivl om, hvorvidt de er mindreårige, bekræfte, at de må købe varer med aldersbegrænsning som f.eks. medicin, alkohol og tobak.

Man kan stadig bekræfte sin alder ved at fremvise traditionel legitimation som pas eller kørekort.

Det er så kun begyndelsen … På hvad? Et smart system, hvor man kan bekræfte sin alder uden at slæbe rundt på pas eller kørekort? Og hvad var det konspirationsteoretikerne sagde? … Nåh jo, de sagde, at det ville blive et krav, at man skulle bruge MitID ved alle indkøb, at der ville blive indført et socialt kredit-system og fanden og hans pumpestok. Det er der jo slet ikke tale om her.

Konspirationsteorien der ikke findes

Der er kommet mange tossede påstande fra Jette Møller, der nu hedder Jette Sofia Pedersen, bedre kendt som Vendte Jedte. Her er endnu en fra den 1. november 2024, hvor Vendte Jedte deler et Facebook-opslag fra Frihedsbevægelsens Fællesråd (FBF):

Det er egentlig ganske interessant, når medier henvender sig til dele af den danske befolkning og påstår at WEF er en konspirationsteori, samtidig med at det rent faktisk er en gammel organisation der har huseret i verdenen temmelig længe. Den blev stiftet samtidig med at man tilbage i 90erne havde det store klima topmøde . Det var der man lagde første spadestik til 2030 planen og  aflivningsprogrammet af menneskeheden. Her er den organisation medier påstår der ikke eksisterer

Se opslag

Opslaget fra FBF er ikke interessant i denne sammenhæng. Det er Vendte Jedtes påstand derimod.

Hun hævder simpelthen, at medierne påstår, at World Economic Forum (WEF) er en konspirationsteori, og slet ikke eksisterer.

Jeg har endnu til gode at se noget som helst medie kalde WEF for en konspirationsteori, og at påstå, at WEF slet ikke eksisterer.

Derimod er det jo de myter, der knytter sig til WEF og Agenda 21/2030, der er konspirationsteorierne. Som f.eks. de falske forestillinger om “aflivningsprogrammet”. Det er værd at bemærke, at Vendte Jedte ikke længere benytter sit selvopfundne ord “depolisering“. Måske har hun endelig indset, at det ord ikke eksisterer. Nu er det så på tide, at hun finder ud af, hvad en konspirationsteori egentlig er.

På tur med Martin

Den 2. november 2024 fortæller Martin Tidsvilde om sin tur rundt på landets skoler i et opslag på Facebook:

Lidt nyt fra turen rundt på skolerne! Sørme om ikke politiet klippede pladerne på min bil, fordi banken ikke havde betalt den regning som jeg sendte dem fra Bornholm inden at jeg rejste, det påstår forsikringen da, men det kan jeg først tjekke i en bank mandag! Jeg har fordi man ikke ville kontakte mig på mail eller telefon, og derfor ikke var klar over at der ikke var betalt, fået en bøde på 7200,- som skal betales oveni det det ellers koster at få pladerne tilbage, alt dette viser jo også hvor stor en torn det er i øjet det er, at jeg gør det jeg gør, for at oplyse om grundloven, så det er det helt rigtige jeg gør, det er der ingen tvivl om. På positiv siden har jeg uddelt 6 ud at 15 sider med skoler, hvilket vil sige at jeg er tæt på halvejs, af dem som skal have den fysiske folder. Den bliver særdeles godt modtaget, og jeg er sikker på, at jeg med kilder som retsinformation og rigsarkivet, har fået nogle til at se med langt mere rigtige øjne på grundloven, nemlig som man efterlever den i regeringen og med det paragraffer som altså stadig gælder fra danske lov, også bedre kan se at kongen faktisk har magt. Når der fx. i danske lov, står at kongen kan have interesser i retssager, så kan man jo ikke sige, at kongen ingen magt har!

Se opslag

Uha da! Politiet har klippet pladerne på Martin Tidsvildes bil fordi, at forsikringen ikke var betalt. Det skyldes naturligvis, at det er en torn i øjet på nogle, at han oplyser om grundloven.

Hvad sagen er endt op med, er der ingen oplysninger om, men han har da fået adgang til en bil igen. Nu er hans problem så, at han kører på sommerdæk, og hans vinterdæk ligger på Bornholm. Mon ikke det er kongen og frimurerne, der har arrangeret snevejr for at gøre livet surt for ham.

Han har flere gange nævnt, at han får positive kommentarer, på sin tur rundt på landets skoler. Det er nok fordi, at de endnu ikke har læst hans folder, eller at de kan bruge det i undervisningen til at demonstrere, hvordan grundloven ikke skal forstås.

Når vaccinerede smitter

Nu skal vi se på et opslag fra en privat Facebook-gruppe. Det er et lidt specielt opslag, for personen har skrevet hvad vedkommende egentlig ville slå op, men har taget et skærmbillede af det, og har i stedet slået skærmbilledet op. På skærmbilledet spørger personen:

Jeg var til koncert med mine 5 veninder - vi sad tæt i toget - og de var alle mere eller mindre syge efter v. En var enda så 'heldig' at være udtaget til et eksperiment hvor hun fik dobbelt dosis. Da vi kom ind i salen var den propfuld af mennesker ( 60 + tænker at de alle var mere eller mindre ny v ) vi sad som sild i en tønde - jeg synes det var ubehageligt. Efterfølgende har jeg været meget syg opkast, feber, meget svag og afkræftet -så et det jeg vil høre jer : er det sådan men får det, som ikke v af at være tæt p ny v !?

Vi kan nok konkludere, at “v” står for “vaccination”, “vaccinerede” eller “vaccineret”.

Jeg har nogle uddybende spørgsmål til opslaget:

  • Hvordan ved personen, at veninderne var syge efter vaccination? Er personen læge og spurgte dem?
  • Ved personen, at der er tale om et forsøg med influenzavaccinen?
  • Er 60+ antallet af personer, eller var personerne alle over 60 år?
  • Ved personen, at kun personer over 65 år, har fået tilbudt vaccination?
  • Hvordan er man mere eller mindre ny-vaccineret?
  • Hvordan ved personen, at denne ikke blot blev smittet med forkølelse, influenza eller corona?

Opslaget har fået 139 kommentarer, og der er ingen grænser for, hvor syge nogle ikke-vaccinerede er blevet af at være sammen med vaccinerede. F.eks. skriver en:

Venstre citationstegn  Ja! Det summer ubehageligt og meget mærkeligt i min hånd og lidt arm når jeg har givet hånd til en ny-vaccineret. Hver gang!

Måske giver ny-vaccinerede bare meget faste håndtryk.

Der er også gode råd i kommentarerne:

Venstre citationstegn  Drik timian te og timian vand dagligt det hjælper.

Er timianvand ikke blot kold timian-te? Er timianvand og timian-te ikke begge i et ord? Men okay! Der er noget med konspirationsteoretikere og sammensatte ord.

Måske skulle de blive vaccineret, for jeg er endnu ikke stødt på nogen vaccinerede, der bliver syge af at være sammen med andre vaccinerede, blot fordi de er vaccinerede. Det kan selvfølgelig også være, at der intet fysisk er galt med de ikke-vaccinerede, der bliver syge.

Det ondsindede netværk

Så slutter vi af med et opslag fra den 7. november 2024 af Per Knutson, der af en eller anden grund har byttet rundt på sit for- og efternavn på Facebook:

ah hvad for en fisk. læs lige hvad der står i teksten. bekræft du ik er en robot. jo tak. busser fodgængerovergang. motorcykler. cykler osv. osv. ingen adgang via vpn. ondsindet adfærd fra dette netværk. WTF. hvis der noget jeg ik er. så det ondsindet. kan være skarp i retorikken. det noget andet.

Ledsaget til opslaget er to skærmbilleder, der dog er næsten identiske, så jeg viser kun det ene:

Capcha, hvor man skal bevise at man ikke er en robot, med denne tekst under: Dette netværk er blokeret på grund af uaddresserede misbrugsklager om ondsindet adfærd. Denne side tjekker, om det virkelig er et menneske, der sender anmodningerne, og ikke en robot, der kommer fra dette netværk.

Se opslag

Puha ja! Hvor det frækt at Google at placere en captcha, hvor Per Knutson skal bekræfte, at han er et menneske, og ikke er en ondsindet robot … eller også fatter Per Knutson bare ikke, hvad det handler om.

Per Knutson anvender en VPN-forbindelse, men hvad går det ud på? Jo, kort fortalt, så kobler man sig på en server et sted i verden, og ens forespørgsler på nettet går så videre fra denne server, med dens IP-nummer, til den hjemmeside forespørgslen handler om. I dette tilfælde til google.com. Svaret fra hjemmesiden sendes så til serveren, der sender svaret tilbage til en.

Dermed kan man f.eks. koble sig på en server i USA, og se hjemmesider, der kun tillader forespørgsler fra USA, skønt man sidder i Danmark. Det kunne f.eks. være TV-programmer eller nyhedsmedier, der kun tillader indhold til amerikanere. Man kan også sløre sin egen tilstedeværelse på nettet, da ens egen IP-adresse kun benyttes af serveren, og som regel ikke registreres.

Nu tror Per Knutson åbenbart, at han er verdens midtpunkt, og at den server han er tilkoblet kun benyttes af ham. Imidlertid er nogle af disse servere brugt af adskillige hundred personer samtidig, ligesom nogle misbruger dem til at foretage mange forespørgsler med robotter.

Jeg havde selv en VPN-forbindelse, og det var slet ikke usædvanlig, at Google kom op med denne side, når man ville benytte deres søgemaskine. Jeg blev dog hurtigt træt af at skulle krydse lyssignaler, biler eller motorcykler af på en række billeder, så jeg holdt hurtigt op med at benytte Google, når jeg brugte VPN.

Dette handler ikke om Per Knutsons ondsindede adfærd, men om at andre har misbrugt serveren og dens IP-adresse, til deres ondsindede adfærd.

Kommentér på Facebook-opslaget.

Topfoto: Firmbee.com, Unsplash

Del på sociale medier