Lad os prøve noget nyt. Vi starter simpelthen bagfra.
I øvrigt er der ingen ændringer i konspirationspartiernes indsamling af vælgererklæringer.
Ja, jeg plejer jo gerne at afslutte med, at der ikke er sket yderligere, efter jeg har gennemgået de ændringer, der er sket. I dag starter jeg så med ændringerne fra det mindste konspirationsparti og op.
Miraklet er sket! Partiet “PHD: Partiet Hansen Danmark” har fået en ny vælgererklæring, og er nu oppe på syv i alt.
Til gengæld har partiet “Vi er folket – som vil Danmark” mistet 6,67% af folket, svarende til en vælgererklæring, og har nu kun 14 vælgererklæringer tilbage.
Velstandspartiet Jorden Frihed Kundskab (JFK21) er kun gået syv vælgererklæringer tilbage i oktober måned, og ender på 80 vælgererklæringer.
Så har vi Frit Fællesskab, der kun har mistet otte vælgererklæringer, og nu har 123 tilbage.
Nye Borgerlige er gået mere eller mindre i stå, og har kun fået 91 nye vælgererklæringer, og har i alt 1.410.
Et andet parti der er gået i stå, er Stabilt Demokrati, der med 38 nye vælgererklæringer ligger temmelig stabilt. Med den hastighed ville det tage næsten 18 år at nå fra de nuværende 2.465 vælgererklæringer, til de 20.195 det kræver at blive opstillingsberettiget.
Så kommer den helt store højdespringer. Nemlig, Borgernes Parti, der har fået hele 3.108 vælgererklæringer i oktober måned, og dermed har i alt 17.390. Det svarer gennemsnitligt til lidt over 100 nye vælgererklæringer dagligt. Men tallet snyder, da partiet er så nyt, og som man kan se af grafen herunder, så går det stadig langsommere og langsommere:
Hvis man tager det gennemsnitlige antal vælgererklæringer om dagen over de sidste syv dage, så ligger de på 52,42 vælgererklæringer om dagen. Dermed vil det tage 53 dage at nå de magiske 20.195 vælgererklæringer.
Selvom Lars Boje Mathiesen kørte en kampagne på Facebook for nylig, så kan det ikke ses på tallene:
Lars Boje Mathiesen har jo pralet med, at han har fået 20.195 igangsatte vælgererklæringer, men de syv dages betænkningstid er måske ikke helt så dumme, som Lars Boje Mathiesen har givet udtryk for.
Jeg tror stadig, at Borgernes Parti vil opnå de 20.195 vælgererklæringer, men som nævnt i min sidste status over vælgererklæringer, så vil de sidste par tusind nok kræve lidt mere, end bare Facebook-opslag.
I denne bagvendte status over vælgererklæringer er vi nu kommet til en længere uddybning:
I sidste måned sluttede jeg min opgørelse over konspirationspartiernes indsamling af vælgererklæringer med at skrive:
»Der er også et par andre konspirationspartier, men da de er fuldstændig ubetydelige, så har jeg ikke medtaget dem på listen.«
Så er der naturligvis nogle, der har spurgt om, hvilke konspirationspartier der er tale om.
Da der er 172 partier på Indenrigs- og Sundhedsministeriets liste over partier, der indsamler vælgererklæringer, så har jeg naturligvis ikke det fulde overblik over partierne, men jeg har da kendskab til et par konspiratoriske partier.
Det ene er partiet Folkepartiet for Fred og Frihed, der er stiftet af Bjarne Holm. Ja, den Bjarne Holm der også er kendt som Gøglerkongen fra Frihedslisten, og som er matematisk/fysisk student, så han på to minutter kan bevise, at 9/11 var et inside-job.
Han stillede op som kandidat for Frihedslisten til kommunal- og regionsrådsvalget i november 2021 i Hillerød Kommune og Region Hovedstaden. Her opnåede han henholdsvis 52 og 56 personlige stemmer.
Hans parti har én vælgererklæring.
Det andet parti jeg har kendskab til, er partiet Digital Civil Ulydighed, ved Kenneth Højmark Bæk. Det er ham her:
Oprindeligt var Digital Civil Ulydighed en Facebook-gruppe, der dog hurtigt blev lukket ned af Facebook, da den gik ud på at booke en masse tider til vaccination og møder hos Borgerservice, hvor man aldrig dukkede op.
I dag er Digital Civil Ulydighed en ubetydelig YouTube-kanal og Telegram-kanal uden aktuel aktivitet, og så selvfølgelig et parti med én vælgererklæring.
Jeg fik dog for nylig en e-mail fra en Kenneth fra Digital Civil Ulydighed, der spurgte om et interview. Forespurgt om, hvorfor jeg skulle give et interview på baggrund af en anonym e-mailhenvendelse, trak han sig dog. Senere har jeg dog set, at e-mailen er sendt fra den adresse, der er angivet på Indenrigs- og Sundhedsministeriets liste om partiet, men når man ikke vil oplyse om hvad og hvorfor man ønsker et interview, er svaret dog nej på forhånd.
Vi slutter dette blogindlæg endeligt af med indledningen:
På denne 1. november 2024, skal vi se på konspirationspartiernes indsamling af vælgererklæringer i oktober 2024. Lad os se på tallene:
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Martin Auge, Pexels