Så skal vi endnu engang til det. Vi skal se en række opslag fra de sociale medier, der ikke kræver mange kommentarer.
Indledningsvis, så vil jeg lige forklare, hvorfor jeg af og til benytter skærmbilleder, og nogle gange indlejringer.
Hvis der er tale om opslag fra Facebook-grupper, kan de ikke indlejres, hvad enten der er tale om offentlige eller private grupper. Her vil jeg altid benytte skærmbilleder. Hvis der er tale om et offentligt opslag, så vil jeg altid placere et link til opslaget under skærmbilledet. Hvis opslaget er fra en privat gruppe, vil opslaget være anonymiseret og uden link.
Offentlige opslag på Facebook-sider og -profiler vil normalt blive indlejret på siden, men der er undtagelser. Hvis opslaget efterfølgende bliver slettet, så har jeg naturligvis et skærmprint parat. Hvis jeg opdager dette er sket, så erstatter jeg indlejringen med skærmbilledet, og anfører, at opslaget er slettet.
Så er der en anden situation. Hvis Facebook-opslaget indeholder video, så går der ofte “ged” i indlejringen afhængig af den enhed, der skal vise det. Her vælger jeg så at bruge et skærmbillede til teksten og lige efter, at indlejre videoen. Også her vil jeg placere et link til opslaget under videoen.
Og lad os så se, hvad der er i posen med blandede bolsjer i denne gang.
Opslag 1
Vi starter med et Facebook-opslag fra den 10. august 2024 fra Frihedsbevægelsens Fællesråd (FBF), altså et opslag fra Malue Montclairre:
Øv, altså! Jeg ejer mit hus, min have, mine møbler, mine hårde hvidevarer, mit værktøj, mit tøj, mine tallerkener, mit bestik, mine glas, ja, faktisk ejer jeg alt mit indbo. Om knapt 5 år og 4½ måned så vil jeg slet ikke eje noget! Det tror jeg så ikke, at jeg bliver specielt glad af.
Videoen er en samling af tykke personer i kørestole, og hvor personerne er forsynet med virtual reality-briller. Jeg ved ikke hvad ideen med denne dystopiske video er, for personerne virker ikke særlig glade. Videoen er sandsynligvis inspireret af Disney/Pixar-animationsfilmen WALL·E:
Et eller andet sted, så tror jeg stadig, at jeg i 2030 ejer mit hus, min have, mine møbler, mine hårde hvidevarer, mit værktøj, mit tøj, mine tallerkener, mit bestik, mine glas og alt mit indbo.
Opslag 2
Så skal vi til et Facebook-opslag fra den 11. august 2024 fra en gammel bekendt, nemlig Annette Narimani, der nu kalder sig Annette Parmesana, eller noget i den retning, på Facebook:
Som det er set så ofte før, så blander Annette Parmesana skypodning, geoengineering, kondensstriber og dårligt vejr sammen i en pærevælling.
Videoen er bare det samme sædvanlige chemtrails-gylle, hvor det hævdes, at kondensstriber er dem, der forsvinder hurtigt, mens de kondensstriber der bliver hængende, er chemtrails. Videoen blander også klimaændringer, geoengineering og HAARP ind i sagen.
Intet nyt der, men det som vakte min nysgerrighed, var den “sjove test”, som Annette Parmesana foreslår. Man skal altså spørge Siri eller Google Assistenten om, “hvad er chemtrails?” og “hvad er geoengineering?” Jeg undrer mig lidt over, at Annette Parmesana staver chemtrails og geoengineering med stort begyndelsesbogstav. Man holdt ellers op med at skrive navneord med stort begyndelsesbogstav med retskrivningsreformen i 1948, og så gammel ser hun da ikke ud!
Nu har jeg ingen enheder, der anvender Siri, så jeg prøvede med Google Assistenten. På det første spørgsmål, “hvad er chemtrails?”, fik jeg følgende svar:
»Chemtrails er en sammentrækning af de engelske for chemistry (kemi) og contrail (kondensstribe).
Frygten blandt tilhængere af chemtrails-teorien går på, at kondensstriberne er tilsat kemikalier eller stoffer, der spreder sygdom eller andre dårligdomme, skriver Videnskab.dk, der tidligere har omtalt teorien.«
Svaret er fra en artikel på TV MIDTVEST’s hjemmeside.
På spørgsmålet “hvad er geoengineering?”, fik jeg dette svar:
»Geoengineering eller klimaengineering er en betegnelse for planlagte indgreb i Jordens klimasystem med henblik på at mindske virkningerne af klimaændringerne.«
Svaret er fra en dansk Wikipedia-artikel.
Ifølge Annette Parmesana skulle svarene ellers være henholdsvis “chemtrails er Konspirationsteorier” og “geoengineering er en måde at ændre vejret på”.
Det lader til, at Annette Narimari, som sædvanlig, blot finder på røverhistorier, der slet ikke passer.
Det kunne dog være interessant at vide, hvad svarene ville være fra Siri. Skriv det gerne i kommentarerne på Facebook-opslaget med dette blogindlæg, hvis du har en iPhone eller iPad.
Opslag 3
Det tredje opslag er også fra Facebook den 11. august 2024, og kommer fra Connie Ringgaard:
Connie Ringgaard har simpelthen oplysninger om, at der er sket 5 hjertestop om lørdagen på Smukfest, fra en person der videoovervåger hele festivalen.
Kunne det måske tænkes, at personen der videoovervåger, har set 5 personer dratte om af druk eller stoffer? Der er i hvert fald en i kommentarerne, der skriver:
Jeg har heller ikke kunnet finde noget som helst om nogle hjertestop til Smukfest. Medierne holder sig ellers til, når nogle får hjertestop. Jeg stødte dog på denne overskrift fra en artikel i Ekstrabladet den 9. august 2024:
»Chok på Smukfest: – De havde samleje i mit telt«
Det er da lige til at få et hjertestop af.
I kommentarerne til Connie Ringgaards opslag stødte jeg også på denne kommentar:
Jeg skal da ønske Simon Elkjær Christensen god bedring, men jeg tror næppe, at to vaccinationer for to år siden, har nogen som helst sammenhæng med hans hjertestop.
Alt i alt, så fristes man til at tro, at Connie Ringgaard fyrer en løgnehistorie af.
Opslag 4
Det sidste Facebook-opslag for denne gang er fra manden, der tror han ved alt, men intet ved, Christian Nørremark. Han skrev den 11. august 2024:
Måske fordi det ville lyde helt vildt åndssvagt, hvis man kaldte et kongehus for formand.
Kommentér på Facebook-opslaget.
Topfoto: Firmbee.com, Unsplash