Overfald på statsministeren

Jeg tror, at det er alle bekendt, at Danmarks statsminister fredag eftermiddag kl. ca. 17.50 blev overfaldet ved Kultorvet i København. Lad os derfor starte med de fakta, der kom frem i går under grundlovsforhøret af den formodede gerningsmand.

Den formodede gerningsmanden er en 39-årig polsk mand, der har haft ophold i Danmark siden 2019. Han blev ved grundlovsforhøret sigtet efter straffelovens § 119, stk. 1 jf. § 81, nr. 7 ved at have tildelt Mette Frederiksen et knytnæveslag på højre overarm, hvorved hun kom ud af kurs, og pådrog sig et lettere piskesmæld. Ved anholdelsen skønnede politiet, at den formodede gerningsmanden var stærkt påvirket af alkohol og sandsynligvis stoffer. På godt dansk er han altså sigtet for vold mod Mette Frederiksen, der er en person i offentlig tjeneste, hvor det er en skærpende omstændighed, hvis overfaldet har baggrund i hendes udtalelser i den offentlige debat. Strafferammen for overtrædelse af § 119, stk. 1 er bøde eller fængsel indtil 8 år.

Under grundlovsforhøret udtalte gerningsmanden, at han synes Mette Frederiksen er en “rigtig god statsminister”. Det er da heller ikke politiets styrende hypotese, at motivet skulle være politisk, hvorfor § 81, nr. 7 nok ikke bliver taget i brug i en eventuel tiltale. Manden, der nægter sig skyldig, blev varetægtsfængslet frem til den 20. juni 2024.

Alt tyder altså på, at der er tale om en beruset person, der ser statsministeren, og af en eller anden grund synes, at hun skulle have en lammer.

Allerede fra morgenstunden i går morges begyndte konspirationsteoretikerne at spekulere. Herskende konspirationsteorier er, at det var iscenesat, enten for at skabe sympati op til valget i dag, eller for at aflede opmærksomheden.

Her er det f.eks. Flemming Blicher, stedtiptiptipoldebarn af Gyde Christiane Nielsdatter Gudme, der kommer med konspirationsteorier om begge dele:

I sit blogindlæg skriver Flemming Blicher blandt andet:

»Min hypotese er, at Mette Frederiksen er blevet udsat for et fingeret overfald, hvor det på forhånd er aftalt mellem ‘den dybe stat’ og overfaldsmanden, at han skulle skubbe Mette Frederiksen under et ‘tilfældigt’ møde på gaden i København.

I så fald er overfaldet en konspiration, som jeg også mener, at det var i Estrups tilfælde. Mette Frederiksen – og dermed også Deep state – får automatisk en lang række fordele ud af overfaldet:

  1. Hun får (via mediernes væg-til-væg-dækning) befolkningens sympati.
  2. Det vil positivt påvirke Socialdemokraternes EU-valg d. 9. juni (overfaldet skete d. 7. juni).
  3. Nye love, reguleringer og restriktioner kan lettere iværksættes, som det også var tilfældet med Estrup.
  4. Fokus fjernes fra en statsminister, der netop har tilladt at dansk doneret militærmateriel bliver brugt mod Rusland, hvilket ifølge Ruslands nuklear-doktrin gør Danmark til et legitimt mål for Ruslands atomarsenal (forklaring følger herunder).«

Den mand bliver mere og mere rablende, og ovenstående er trukket ud af røven. Faktisk er det så grotesk åndsvagt, at manden burde proppe det tilbage i røven.

Disse konspirationsteoretiske betragtninger understøtter mange af konspirationsteoretikerne med, at Mette Frederiksen er omgivet af sikkerhedsfolk. Imidlertid er det ikke sådan, at Mette Frederiksen er omgivet af en mur af sikkerhedsfolk. Det afhænger af en aktuel risikovurdering, og i dette tilfælde blev Mette Frederiksen ledsaget af et par sikkerhedsfolk, der gik bag ved hende. Den formodede gerningsmand havde altså rig lejlighed til at komme tæt på Mette Frederiksen.

Men heldigvis kunne ingen da finde på at bruge denne alvorlige situation politisk … eller kunne de?

Først starter han med at tage afstand fra vold, og derefter kommer der et stort fedt MEN, der taler lige ind i konspirationsteoretikernes narrativ. Lars Boje Mathiesen har nået et nyt lavpunkt.

Mange af konspirationsteoretikerne har blot delt artiklerne uden kommentarer, men der er mange ondsindede kommentarer, der nærmest hylder gerningsmanden og/eller opfordrer til mere vold mod Mette Frederiksen.

Disse gider jeg simpelthen ikke komme ind på i dette blogindlæg i sikker forvisning om, at PET holder øje med disse antimyndighedsekstremister, der ikke vil demokratiet.

Til sidst vil jeg blot ønske Mette Frederiksen god bedring.

Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.

Topfoto: Katrin Bolovtsova, Pexels

Del på sociale medier