Konspirationsteorien om nordlys

Polarlys optræder som enten nordlys (aurora borealis) eller sydlys (aurora australis) og opstår kort fortalt, når kraftige solvinde indfanges af Jordens magnetfelt og ledes mod enten den magnetiske nord- eller sydpol, og kolliderer med molekylerne i Jordens atmosfære, der dermed udsender lys.


Se også denne artikel fra Videnskab.dk

Afhængig af hvilke atomer der udsender lys, udsendes dette i forskellige farver. Ilt (oxygen) vil udsende grønt eller rødbrunt lys, mens kvælstof (nitrogen) vil udsende lys i blå eller røde farver. Farverne opstår endvidere i forskellige højder.

Normalt optræder nord- og sydlys kun omkring polerne, men undertiden kan der komme så kraftige solvinde, at nord- og sydlyset kan ses henholdsvis længere sydpå eller nordpå. I 1859 var der et soludbrud så kraftigt, at nordlyset kunne ses så langt sydpå som de Caribiske Øer og syd for Sahara, og sydlyset kunne ses i Queensland i det nordlige Australien. Disse kraftige soludbrud ses navnlig, når solaktiviteten er på sit højeste. Det er derfor ikke så underligt, at vi i Danmark netop har kunne se et kraftigt nordlys, da Solen i sin cyklus netop er på vej til sin højeste aktivitet. Det skal dog siges, at soludbruddet der forårsagede dette nordlys, var det kraftigste i årtier.

Da polarlys har eksisteret gennem hele menneskets historie – og længe før – er der i mindre oplyste tider, opstået utallige myter om polarlyset.

I nordisk mytologi er der flere forskellige myter. Blandt andet skulle nordlyset være et hegn, for at holde jætterne fra Midgård. Aserne skulle have bygget dette hegn af urjætten Ymers øjenvipper. Andre forklaringer var, at nordlyset var genskin af valkyriernes skjolde og rustninger, eller at nordlyset viste broen Bifrost, der førte faldne krigere til Valhalla. Desuden var der myter om, at hvis en kvinde så nordlys under fødslen, så undgik hun fødselssmerter. Inuitterne i Canada mente, at nordlyset var de afdødes sjæle, der spillede bold med et hvalroskranie. Dog ikke på den lille ø Nunavik i det nordligste Canada, hvor det var afdøde hvalrosser, der spillede bold med et menneskehoved. Selv i Australien havde aboriginerne deres myte om sydlys. Det var nemlig guderne, der dansede og festede på himlen.

Vi må imidlertid konstatere, at der er en gruppe mennesker, der – skønt vi lever i mere oplyste tider – stadig befinder sig på et stadie, som uoplyste middelaldermennesker. En stor del af denne gruppe mennesker kalder vi ofte for konspirationsteoretikere. Nogle hælder dog mere til betegnelser som virkelighedsbenægtere, videnskabsbenægtere, sølvpapirshatte eller kort og godt hatte.

Nogle af konspirationsteoretikerne har nu opfundet deres helt egne myter om nordlys. Her skal man være opmærksom på, at i det moderne sprog anvender man ofte betegnelsen konspirationsteorier om myter, der involverer en konspiration. Konspirationsteorier opstår typisk blandt uvidende og dybt mistroiske mennesker, der ofte er dybt religiøse, og som ikke forstår en hujende dyt af noget som helst. Desuden ejer de ikke den mindste smule logisk sans eller sund fornuft. I mangel på denne forståelse og sunde fornuft opfinder konspirationsteoretikerne forklaringer på det, som normale mennesker udmærket kan forstå eller finde fornuftige forklaringer på.

Lad os se på en forklaring på nordlys, der er fra en chemtrail-gruppe på Facebook. Da gruppen er privat, har jeg anonymiseret opslaget:

det der nordlys noget. kunne det være kombi af deres spray og 5G ?

Denne konspirationsteoretiker kobler altså nordlys sammen med flere konspirationsteorier. Nemlig konspirationsteorien om chemtrails og konspirationsteorier om 5G.

Nu opstår flyenes kondensstriber i ca. 8-12 kilometers højde, mens nordlys optræder i 80 kilometers højde og op til flere hundred kilometers højde. Hvad kondensstriber skulle have at gøre med nordlys, må stå hen i det uvisse.

Igennem årtier har mennesket anvendt elektromagnetisk stråling til blandt andet radio, TV, satellitforbindelser, mobiltelefoner med mere. Hvorfor skulle 5G pludseligt kunne skabe nordlys? Vi har haft 5G i flere år, så der er ikke engang korrelation mellem 5G og nordlyset.

Lad os se et par kommentarer eller fem:

Så nogen lignede farver nævnt i forbindelse med haarp for nogle måneder siden i nord norge - Det er en mulighed …det ‘nordlys’ var ikke normalt . - Nordlys findes ikke i dk...det bør være almen viden ellers ville det jo være dumt for samtlige mennesker der har taget turen nordpå for netop at se det dansende Nordlys - Da HAARP anlægget kom i drift i Norge, skrev illustreret vide skab, af nu havde de lavet kunstigt nordlys - Syntes det var mærkeligt at det var mod syd, og kunne ses både i Afrika og Tasmanien.

Her dukker der hurtigt endnu en konspirationsteori op. Nemlig konspirationsteorien om HAARP (High-frequency Active Auroral Research Program). Denne konspirationsteori er der allerede mange, der forbinder med konspirationsteorien om chemtrails, hvor chemtrails og HAARP i et samspil danner skyer. At HAARP skulle have noget med nordlyset at gøre, er noget konspiratorisk udokumenteret vrøvl, som vi også skal se senere.

Der er også en, der hævder, at “det ‘nordlys’ var ikke normalt”. Nej, det var det ikke. Vi kan opleve nordlys i Danmark et par gange om året, men normalt er det blot et svagt lys i horisonten. Et nordlys af den nylige intensitet sker kun med årtiers mellemrum på vores breddegrader, så ligefrem “normalt” er det ikke. Hertil kommer, at vores øjne ikke er særlig lysfølsomme overfor farver. Derfor kræver det ofte et kamera med lang eksponering at fange farverne. De fleste af farverne på fotoet ville ikke kunne ses med det blotte øje. Kameraet på nyere mobiltelefoner, vil også typisk have højere lysfølsomhed end det blotte øje, hvorfor man kan tage fotos med langt flere farver, end man kan se.

I den næste kommentar hævder personen, at det er almen viden, at nordlys ikke findes i Danmark. Her kan jeg blot henvise til afsnittet ovenover samt tilføje, at da nordlys næsten er en daglig begivenhed tæt på nordpolen, så er det slet ikke dumt at rejse nordpå, hvis man vil være sikker på at se nordlys. Dette skal også ses i lyset af, at fra et soludbrud observeres (efter 8 minutter, da det er den tid, det tager lyset fra Solen, at nå os) til vi bliver ramt af solvinden fra udbruddet, så går der højst nogle få dage. Altså et temmelig kort varsel.

Så kommer HAARP i spil igen, men personen nævner noget om kunstigt nordlys. I 2019 skabte NASA faktisk kunstigt nordlys over Norskehavet. NASA opsendte to raketter fra Andøya Space Center i Norge. Det næste burde jeg næsten ikke skrive, for det er sgu at kaste benzin på konspirationsteoretikernes bål. Raketterne spredte nemlig dampe af trimethylaluminium og blandinger af barium og strontium i en højde af mellem 115 km og 240 km. Det skal bemærkes, at de selvsamme stoffer anvendes i blandt andet fyrværkeri til at frembringe farverne. Chemtrail-konspirationsteoretikerne burde således være mere bange for nytårsaften end for imaginære chemtrails.

Til sidst har vi en person, der kun kender til nordlys, og tilsyneladende er fuldstændig uvidende om sydlys. Det lys man har kunnet se i Afrika (meget syd for ækvator) og på Tasmanien i Australien, er netop sydlys.

Jette Møller, der nu hedder Jette Sofia Pedersen på Facebook, men bedre er kendt som Vendte Jedte, har også lavet et opslag om nordlyset:

Igen har vi en uvidende konspirationsteoretiker, der skal udstille sin uvidenhed om nordlys.

Nej, der er ingen oplyste mennesker, der undrer sig over nordlyset. Det er ufattelig nemt at skaffe sig viden om nordlys. Det kræver blot lidt research … Åh, der går jeg jo helt galt i byen, for jeg glemte, at konspirationsteoretikere jo ingen research laver. Desuden bredte nordlyset sig ikke over hele verden. Der er faktisk et godt stykke nord for ækvator, hvor man ikke kunne se det. Syd for ækvator kunne man slet ikke se nordlys, men som tidligere nævnt sydlys. Og nej, det kræver ikke en speciel linse på kameraet for at tage billeder af nordlys i farver. Og nej, nordlys er ikke altid grønt på fotos.

Lad os lige se nogle af Jette Møllers, nu Pedersens, kommentarer:

Kommentarer af Jette Møller (Jette Sofia Pedersen).

Jette Møller, nu Pedersen, fastholder fuldstændig dumstædigt, at det kræver en speciel linse for at tage billeder af nordlyset i farver. Gud ved hvordan, hun tager billeder i farver normalt? Måske er der nogen, der har drillet hende, og har sat et grønt filter på hendes kamera.

Hun påstår også, at det er første gang i verdenshistorien, at der har været nordlys i Australien. Hertil kan jeg jo roligt tilføje, at der aldrig i verdenshistorien har været nordlys i Australien. Derimod har der mange gange i verdenshistorien været sydlys i det sydlige Australien og på Tasmanien.

Jette Møller, nu Pedersen, påstår så også, at nordlys kun opstår i frostvejr med meget høje minusgrader – mon ikke hun mener lave, for minus 1 er jo højere end minus 2. Det har hun så i øvrigt ret i, men jeg kan så oplyse, at i de højder, hvor nordlys forekommer, er det altid bidende frost. Og det uanset om du befinder dig i Nordjylland eller i Indien. Når der ikke forekommer nordlys i Indien, så er det fordi, at Indien ligger for langt sydpå.

Men Jette Møller, nu Pedersen, mener, at nordlyset er kunstigt skabt. Hvad andet end HAARP kunne have skabt det? Det er så min heldige dag, for der er netop lavet et faktatjek af spørgsmålet, som man også kan se på Jette Møllers, nu Pedersens, opslag. Gæt engang! HAARP har intet at gøre med nordlyset. Hvad man specielt hæfter sig ved i faktatjekket, er, at det soludbrud der frembragte polarlyset, blev observeret inden HAARP blev testet i perioden 8. til 10. maj 2024, ligesom der også var polarlys efter den 10. maj.

Fænomenet med polarlys har været kendt i hele menneskehedens historie, og er således ikke noget nyt. I tidligere tider, hvor mennesket ikke havde den viden, man har i dag, opstod der forskellige myter om polarlyset. På trods af, at vi i dag har en solid logisk videnskabelig forklaring på polarlys, så er der stadig uvidende mennesker, der holder fast i myter. Denne gang i form af konspirationsteorier, hvor guder og afdødes sjæle, herunder afdøde hvalrossers sjæle, er skiftet ud med 5G, chemtrails og HAARP, der naturligvis er styret af “de onde de”. Nogle af de ikke-argumenter man vil høre fra konspirationsteoretikerne, vil sikkert være, at forskerne, eksperterne og faktatjekkerne er fulde af løgn, og er betalt af “de onde de”.

Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.

Topfoto: Lightscape, Unsplash

Del på sociale medier