De danske flat earth’ere (FE’ere) har haft travl med det eneste de kan argumenter med, bortset fra “kukkuk!”, “NASA er fuld af løgn!” og “øv bøv, hvor er I dumme!”. De har nemlig postet en lang række dumme engelske memer, der virkelig viser, hvor uintelligente de er.
Lad os starte med det første.
Meme 1
Eller på dansk:
»Kloden modbevist på 2 sekunder.
1. Himlen er ikke et vakuum. Vores atmosfære kræver en fysisk barriere i henhold til naturloven (entropi).
2. Ikke ét menneske har nogensinde bevist jordens krumning i virkeligheden, kun i modeller og software.
3. NASA-medarbejder indrømmer, at billeder af kloden er photoshoppet “fordi det bliver de nødt til”.«
Her kan vi allerede se i første linje, at udover at FE’ere ikke har sans eller forståelse for afstande, størrelsesforhold, perspektiv og 3D, så har de heller ikke sans og forståelse for tid. Det tager betydelig længere tid at læse dette meme end to sekunder, for ikke at nævne al den tid, som forfatteren har brugt på at lave det.
Hans beviser er imidlertid temmelig sølle, og er allerede debunket mange gange. I det første “bevis” bruger han et mærkeligt ordvalg, da han bruger ordet “sky” eller “himmel” på dansk. Hvorvidt der er vakuum afhænger jo af, om man befinder sig på himlen inden for Jordens atmosfære, eller i rummet uden for atmosfæren. Jeg skal så også lige understrege, at noget sådant som et absolut vakuum ikke eksisterer, heller ikke i rummet. Der er altid nogle partikler, der futter rundt derude. Selv ISS skal jævnligt have et boost, da der i de ca. 430 kilometers højde, hvor ISS befinder sig, stadig er en lille smule luftmodstand, der bremser rumstationen, og får den til at tabe højde.
Han fortsætter så med en klassiker indenfor FE-argumentation. Man kan ikke have et gastryk, uden en beholder. Det er korrekt, at hvis man i et givet miljø ønsker et andet tryk end i det omgivende miljø, så er en beholder nødvendig, men sådan fungerer atmosfæren ikke. Det er tyngdekraften, der holder på atmosfærens molekyler, og også bevirker, at atmosfæren er en gradient, hvor lufttrykket falder jo højere man kommer. Der er ganske enkelt luft, der presser ned på underliggende lag, og jo dybere man kommer, jo mere luft ovenover presser på, og trykket stiger. Tyngdekraften er jo det der observerbare faktum, som de fleste FE’ere benægter eksistensen af. Derfor har de brug for deres imaginære kuppel over den flade jord for at understøtte deres falske forestilling om, at atmosfæren bliver suget ud i rummet. FE’erne har aldrig kunnet forklare, hvorfor lufttrykket falder med højden, med andet end, at det gør det ikke. Det er ellers nemt at eftervise. Tag f.eks. et barometer og mål trykket ved jordoverfladen. Sæt jer derefter ind i et fly, fra f.eks. en faldskærmsklub, og flyv nogle kilometer op. Mål så lufttrykket igen og se forskellen.
Han blander også entropi, og dermed termodynamikkens 2. lov, ind i det. Entropi er et mål for uorden i et system, og termodynamikkens 2. lov siger, at ændringen i universets samlede entropi kun kan være nul eller højere, hvor nul er en uændret entropi. Der kan altså kun blive mere uorden i universet eller den samme orden. Forfatteren bruger det imidlertid helt forkert. F.eks. kan man jo godt sortere en stor bunke blandede legoklodser op i bunker med samme type legoklodser, og dermed bringe mere orden i legoklodserne. Han glemmer også … Nej, han glemmer ikke, han ved ikke, hvor atmosfæren kommer fra. Den er opstået ved frigivelse af gasser, da Jordens indre smeltede for flere milliarder år siden. Entropi er et temmelig kompliceret begreb, og benyttes særligt inden for termodynamikken, hvor det også stammer fra.
Vi springer videre med forfatterens andet punkt, og det er nemt at debunke.
I slutningen af Netflix dokumentaren, “Behind the Curve“, beviser FE’eren Jeran Campanella, der har YouTube-kanalen Jeranism, at Jorden krummer:
Og Jeran Campanella er da et menneske … trods alt.
Herudover, er Jordens krumning også et observerbart faktum. Solnedgange og -opgange. Solen der skinner på toppen af høje bygninger, bakker eller klitter eller undersiden af skyer efter solnedgang eller før solopgang. Skibe der forsvinder nedefra og op hvis de sejler væk. At de skulle komme fuldstændig ind i synsfeltet, hvis man benytter et kraftigt teleskop, er endnu en af FE’ernes løgne, der blot skal fastholde deres falske forestillinger.
Vi springer videre til forfatterens tredje punkt, der også er nemt at debunke.
Der er skam en NASA-medarbejder, der har “indrømmet” at bruge Photoshop. Når man har en hel masse små fotos af jordoverfladen, så skal man da for hulen bruge et billedbehandlingsprogram for at samle dem til et stort. Det gør jo ikke billederne falske. Bemærk i øvrigt, at Photoshop netop bruges til behandling af eksisterende fotos og billeder.
I det næste meme, skal vi se, at man også bruger kunstige farver. Uha, da, da, da, da!
Meme 2
Der står “Forfalskning” på øverste billede, og “Ægte” på nederste. Resten af teksten kan oversættes til:
»Der er ingen ‘soludbrud’, for Solen er ikke en bold af ild«
Lad os få den sidste ukomplicerede påstand af vejen. Nej, helt rigtigt forstået. Solen er ikke en “bold” af ild. Det er tilnærmelsesvis en kugle bestående primært af gasserne brint og helium. På grund af trykket i Solens indre, så foregår der en fusionsproces, der udsender en stor mængde energi, der blandt andet bliver til det synlige lys, vi kan se med det blotte øje. Ild forekommer slet ikke på Solen, da der ligesom mangler en nødvendig komponent. Nemlig ilt, der er en af forudsætningerne for, at der kan finde en forbrænding sted.
Nu er det sådan, at NASA, og andre, ikke kun tager billeder i det synlige spektrum. Nej, de tager skam også billeder i både det infrarøde spektrum, det ultraviolette spektrum og mange andre spektre uden for det synlige lys. Det øverste billede er taget i det ultraviolette spektrum, og lignende billeder kan nemt findes på Internettet.
De orange farver på billedet, er naturligvis kunstige, men der findes skam også billeder, hvor man har farvet Solen grønlig.
Således kan man se ting, man ikke kan se med det blotte øje. Det nederste billede er blot et billede af Solen i synligt lys, men ingen af billederne er falske.
Mange FE’ere har en underlig tendens til kun at tro på det de kan se med det blotte øje. Det er utroligt at de overhovedet tror, at de kan trække vejret eller tale i mobiltelefon. De kan jo ikke se iltmolekylerne i luften eller de elektromagnetiske stråler, der gør det muligt at tale i mobiltelefon.
Meme 3
Meme 3, og sidste meme for denne omgang, er et godt eksempel på FE’ernes begrebsforvirring af op og ned.
På dansk:
»Australien som set fra rummet
Ifølge kloden«
Jeg går stærkt ud fra, at forfatteren mener de klodevidende, da kloden vist ikke har dette emne til diskussion.
I rummet eksisterer op og ned ikke. Derfor er memet bare utroligt idiotisk. Syd betyder ikke ned, og at nord ofte ligger øverst på kort, skyldes nok bare, at den nordlige halvkugle, er langt den mest befolkede del af kloden, og hvor størstedelen af landmasserne ligger.
Ned giver kun mening på legemer, der har et betydeligt tyngdefelt. Ned vil således altid være retning mod Jordens centrum, hvis man befinder sig på Jorden. På Månen vil ned være mod Månens centrum. På Mars vil ned være mod Mars’ centrum. På Solen vil ned være mod Solens centrum, men så brænder man fusserne.
FE’ernes idioti er total, og så har jeg ovenikøbet fem memes tilbage i skrivende stund.
Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.
Topfoto: NASA, Unsplash