Fugleinfluenza

På det seneste har konspirationsteoretikerne haft travlt med fugleinfluenza.

De kører frem med det sædvanlige om, at nu skal vi være bange igen, skønt de selv konstant kører skræmmekampagner om f.eks. mRNA-vaccinen, chemtrails, 15-minuttersbyer, elbiler, WHO, WEF … Tilføj selv flere, der er nok at tage af.

Nu har de så taget fat i fugleinfluenza. Fugleinfluenza skyldes et influenza A virus, der er i familie med det influenza A virus, der giver os mennesker almindelig influenza.

Fugleinfluenza rammer, som navnet indikerer, primært fugle, men nu er malkekøer i seks delstater i USA, blevet smittet med fugleinfluenza, og en person er blevet smittet af kvæget.

Det kan Malue Montclairre naturligvis ikke have siddende på sig uimodsagt, så hun er faret i blækhuset, og har skrevet dette opslag på Facebook-siden for Frihedsbevægelsens Fællesråd (FBF), der slet ikke er et fællesråd, men snarere et fællesrod, specielt i regnskabet:

Se, epidemiologen Lone Simonsen, der på grund af sin ekspertise blev kendt som Corona-Lone under pandemien, finder det meget bekymrende. Her skal vi nok slå fast, at hvis man finder noget meget bekymrende, så er det langt fra det samme, som at være helt oppe i det røde felt. Men skidt nu være med eksperter, for Malue Montclairre ved meget bedre.

Men hvorfor finder Lone Simonsen det meget bekymrende? Jo, normalt er kvæg ikke særlig modtagelig for fugleinfluenza, så det er temmelig usædvanligt, at så mange køer er smittet. Desuden er det første gang, at et menneske er smittet fra et pattedyr. Skønt mennesker er specifikt undtaget i definitionen af et dyr, så er vi jo faktisk et pattedyr, og man har aldrig set smitte mellem pattedyr før.

De mennesker der tidligere er blevet smittet med fugleinfluenza, har været i tæt kontakt med fugle, og er blevet smittet af fugle. I perioden 2003-2022 er der rapporteret om 886 tilfælde hos mennesker – og nu kommer det meget bekymrende – hvoraf 53% er døde af sygdommen.

Vi taler altså om, at hvis fugleinfluenza pludselig begynder at smitte mellem mennesker, så kan vi risikere en ny pandemi, men denne gang med en sygdom, hvor dødeligheden er over 50%.

Nu er jeg ikke specielt bange, for der er lavet vacciner mod fugleinfluenza, der også er godkendt til mennesker, ligesom der findes antivirale midler, der er effektive i behandlingen. Men det er da interessant, om antivaxxerne vil stole på deres naturlige immunitet, hvis der udbryder en ny pandemi med fugleinfluenza. I så fald må vi indstille os på, at vi har under 50% af antivaxxerne tilbage efter pandemien. Det er da meget bekymrende, at antivaxxerne frivilligt ville gå i døden, blot for at undgå et lille stik.

Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.

Topfoto: Robert Gramner, Unsplash

Del på sociale medier