Konspirationsteoretikere har det jo med at kalde sig vågne, men hvad medfører det egentlig, hvis man hele tiden er vågen?
Specielt efter 24, 36, 48 og 72 timer, så sker der nogle ting.
Efter 24 timer, så vil den vågne typisk opleve følgende:
- Angst
- Irritabilitet
- Træthed i dagtimerne
- Koncentrationsbesvær
- Problemer med kognition og tænkning, såsom korttidshukommelsestab og hjernetåge
- Lavere præstation på arbejde eller skole
- Øgede problemer med sociale signaler
- Adfærdsproblemer, især hos børn
- Ændringer i visuel opfattelse, som at formen på et objekt ser anderledes ud, end det er
- Forringet dømmekraft
Allerede her, er der jo en række ting, som os sovende får kan nikke genkende til, og som præger de vågne. Blandt nogle af de mest fremtrædende, kan nævnes:
De vågne lider i udpræget grad af angst. De er bange for næsten alt, og fører mislykkede skræmmekampagner i et forsøg på at skræmme os sovende får.
De vågne lider af irritabilitet, og er irriteret på statsministeren, politikerne, regenten, frimurerne m.fl., og så selvfølgelig os sovende får, der ikke vil vågne.
De vågne har også koncentrationsbesvær, for de kan jo ikke koncentrere sig om at se logikken i noget som helst, skønt det er indlysende for os sovende får.
De vågne har desuden problemer med kognition og tænkning. De er ikke i stand til at tilegne sig viden eller indsigt via tænkning. Nogle gange kunne man spørge sig selv, om de overhovedet er i stand til at tænke.
Om de vågne der har et arbejde, præsterer lavere ved jeg ikke. En ting er dog sikkert: Ingen af dem går i skole, for det er jo hjernevask og indoktrinering.
Har de adfærdsproblemer? Her kan jeg jo bare nævne Kent “Hold nu kæft, når jeg råber!” Nielsen som eksempel.
Den forringede dømmekraft er der ingen tvivl om. De er ikke i stand til at vurdere noget som helst.
Efter 36 timer, så er den endnu mere gal:
- Øget træthed og udmattelse
- Sløret syn
- Dobbelt syn
- Udfordringer med korrekt opfattelse af tid
- Forvirring
- Vrede
- Mangel på motivation
- Nedsat koncentration
- Nedsat evne til at tænke kreativt
- Illusioner (fejlidentifikation af almindelige genstande eller lyde)
- Simple visuelle hallucinationer, såsom at tro, at du ser noget vokse fra gulvet
Mand, hvor det forklarer meget!
Hvis der så går 48 timer, hvad sker der så? jo, man kan opleve følgende symptomer:
- Depression
- Fjendtlighed
- Skiften mellem følelser af apati og eufori
- Høreforstyrrelser, såsom ikke at kunne genkende, hvor en lyd kommer fra
- Følelser af at være uden for din krop
- Hukommelsestab
- Svært ved at danne tanker og sætninger
Jamen, jamen! Det meste passer jo. Specielt den med hukommelsestab. De vågne gentager det samme igen og igen. Skønt de bliver gjort opmærksomme på, og får dokumentation på, at deres påstande er forkerte, så glemmer de vågne det, og gentager blot deres påstande forfra.
Nu kommer vi så til det rigtig spændende, for hvad sker der efter 72 timer, altså tre dage:
- Komplekse visuelle hallucinationer (ser fuldt skabte billeder)
- Auditive hallucinationer, såsom at tro, at man hører en hund gø
- Vrangforestillinger (falske overbevisninger), såsom at tro, at nogen har sendt en på en hemmelig mission, eller at nogen planlægger mod en
Specielt det sidste punkt rammer jo fuldstændig plet på de vågne. De bilder sig jo ind, at der er konspirationer overalt, og lider i udpræget grad af falske forestillinger.
Vi kan kun konkludere, at det slet ikke er godt at være vågen hele tiden. Godt at man er et fornuftigt sovende får, der sørger for at få sin søvn.
Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.
Topfoto: Richard Tao, Unsplash