Da der ikke er nogen helt officiel definition af en antivaxxer, skal jeg nok begynde dette blogindlæg med at definere, hvad jeg forstår ved en antivaxxer.
En antivaxxer er en person, der er imod en eller flere vacciner, og som spreder misinformation om vaccinen.
Denne definition går videre end hvad de fleste opfatter som en antivaxxer. Mange vil kalde en vaccinemodstander eller -skeptiker for en antivaxxer, men efter min definition så kræver det altså, at vaccinemodstanderen eller -skeptikeren tror på misinformation, og videregiver denne enten mundtligt eller skriftligt, før jeg betegner dem som antivaxxere.
En af de ting som får kommentarsporene på nyhedsmediernes opslag på Facebook til at gløde, er omtale af dødsfald. Her holder antivaxxerne sig ikke tilbage med at give vaccinen skylden. Jeg har oplevet, at selv i tilfælde, hvor personer er døde højt oppe i alderen, så er det vaccinens skyld.
Hertil kommer, at mange antivaxxere deler artikler om dødsfald på deres egne profiler. En af de konspirationsteoretikere og antivaxxere, der gør sig mest i dødsfald, er ikke overraskende Connie Ringgaard.
Alene fra den 1. januar i år til dags dato, har Connie Ringgaard haft 30 opslag om dødsfald. Samtlige 30 opslag kan ses via linkene nedenfor, og er angivet med den dato, opslagene er slået op:
05.01.2023, 08.01.2023, 13.01.2023, 16.01.2023, 24.01.2023, 15.02.2023, 15.02.2023, 22.02.2023, 25.02.2023, 27.02.2023, 02.03.2023, 13.03.2023, 14.03.2023, 18.03.2023, 21.03.2023, 30.03.2023, 30.03.2023, 30.03.2023, 05.04.2023, 07.04.2023, 07.04.2023, 12.04.2023, 14.04.2023, 15.04.2023, 15.04.2023, 19.04.2023, 01.05.2023, 12.06.2023, 25.06.2023, 26.06.2023.
Et eksempel på et kort opslag kan ses her:
De fleste af hendes opslag omhandler personer, der er afgået ved døden i alderen op til 60 år, men der er jo undtagelser, der bekræfter reglen. F.eks. har hun et opslag den 5. april 2023 om sangeren fra Fleetwood Mac, Christine McVie, der døde af en blodprop i hjernen i en alder af 79 år. Selv her skal vaccinen have skylden i kommentarsporet.
Den yngste Connie Ringgaard omtaler, er en pige, der døde i en alder af kun 16 år.
I et af opslagene kommer en anden af Connie Ringgaards specialiteter frem, nemlig at opfordre til shitstorm, idet hun skriver:
»Jeg vil opfordre alle til at skrive på JydskeVestkysten’s kommentarspor og komme med jeres mere end kvalificerede bud på dødsårsagen.«
I kommentarsporene er Connie Ringgaards følgere ved at falde over hinanden for at give vaccinen skylden for dødsfaldene, også selvom man ikke ved, om de afdøde er blevet vaccineret, eller selvom dødsårsagen er angivet.
Selvom Connie Ringgaard sjældent skriver direkte, at dødsfaldet skyldes vaccinen, så kender hun udmærket sine følgeres reaktion, og dem der ikke hopper efter hendes pibe, bliver jo straks blokeret.
Det er som om, at antivaxxerne har et mantra om, at alle dødsfald skyldes vaccinen, og at den omstændighed at der også døde yngre mennesker før vaccinen, fuldstændig bliver ignoreret.
Men er der virkelig så mange flere mennesker i alderen 10-69 år, der dør efter vaccinen end før vaccinen, som antivaxxerne påstår? Se, det er ret let at finde ud af.
Ved at besøge Danmarks Statistiks Statistikbank, har jeg set lidt nærmere på det. Bemærk, at jeg har benyttet Statistikbankens beregner til at sammenlægge tallene.
Det første billede er antal dødsfald i perioden 1. januar til 31. maj i de sidste 5 år. De er delt op i aldersklasser på ti år samt en total for alle aldersklasser.
Her ses noget, der er i direkte modstrid med antivaxxernes påstande. For halvdelen af aldersklasserne er 2023 det år, hvor færrest er døde i perioden 1. januar til 31. maj i samtlige 5 år. For alle i alderen 10-69 år, er 2023 også det år, hvor færrest er døde i samtlige 5 år.
Se, nu er jeg jo lidt grundigere, så hvad var befolkningstallet for aldersklasserne og totalt for de enkelte år. Man kan kun trække befolkningstal ud fra Statistikbanken pr. den første i et kvartal, når vi skal helt tilbage til 2019, så jeg har valgt befolkningstallet pr. 1. april, da det ligger så tæt på midten af perioden som muligt.
Her skiller aldersklasserne 30-39 år og 60-69 år sig ud, ved at have en temmelig stor befolkningstilvækst. Befolkningstallet er derfor også steget for alle i alderen 10-69 år.
Nu har vi så tallene for både antal dødsfald og befolkningstal for alle aldersklasserne, og vi kan dermed beregne en tilnærmet dødelighed. Dødeligheden er angivet med antal dødsfald pr. 100.000 indbyggere, og findes ved at tage antal dødsfald for en aldersklasse, dividere den med befolkningstallet for samme aldersklasse og gange med 100.000. Derved får vi følgende tal:
På billedet ser vi, at i 2023 havde aldersklasserne 20-29 år, 40-49 år, 50-59, 60-69 år og alle i alderen 10-69 år den laveste dødelighed i alle 5 år.
Når antivaxxerne påstår, at der aldrig er døde så mange yngre mennesker, så passer det ganske enkelt ikke.
På trods af, at jeg ikke giver mig af med at spå, så er jeg ganske sikker på, at de konspirationsteoretiske antivaxxere blot vil afvise tallene som løgn, og at man ikke kan stole på Danmarks Statistik.
Dette argument er imidlertid ikke gyldigt. Man kan ikke blot afvise de ting, der ikke stemmer med ens overbevisning og falske forestillinger som løgn, fordi man bliver ramt af kognitiv dissonans.
Efter min mening, er antivaxxernes, og ikke mindst Connie Ringgaards, praksis med deres “dødsannoncer” både utrolig kynisk, uanstændig og uempatisk. Disse personer fortjener intet andet end foragt.
Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.
Jeg oprettede for Ca 4 mdr. siden en falsk profil og blev venner med mange af dem. Det var foruroligende hvad de skrev(i starten) men fandt hurtigt ud af de køre konstant i ring, med det samme og det samme. Dette blev meget trætte de og fatter ikke de selv gider og derfor slettede jeg profilen igen. Det sjove er, at mange af dem er dybt religiøse og er i krig indbyrdes for hvem der har ret. Lige nu kalder de hinanden for KO = kontrolleret opposition, det var også sjovt i starten, men gentagelserne er megan trættende 😴😴😴😴😴
I dag er det præcis 2½ år siden, at de første personer i Danmark blev vaccineret. Det er næsten 1½ år siden, at restriktionerne blev ophævet. Alligevel kører de stadig rundt i det. Personligt er jeg dødtræt af, at jeg den ene gang efter den anden, skal afvise deres corona-påstande, hvorfor jeg også er begyndt at skrive mere om andre konspirationsteorier, både her og på min Facebook-side. Du har helt ret. Det er trættende.