En gammel konspirationsteori er, at månelandingerne i 1969-1972 aldrig har fundet sted. Det er en konspirationsteori, der tog fart i 1976 med udgivelsen af bogen “We Never Went to the Moon: America’s Thirty Billion Dollar Swindle” af Bill Kaysing.
Kort fortalt går teorien ud på, at NASA iscenesatte månelandingerne, og at alle optagelser fra Månen i virkeligheden er blevet foretaget i et studie.
Hvis dette skulle være rigtigt, så skulle hundredtusinder af mennesker være involveret i konspirationen, hvilket i sig selv gør konspirationsteorien fuldstændig absurd dum.
Herudover vil jeg ikke komme nærmere ind på teorien, da der allerede er skrevet op og ned ad stolper om den, ligesom der på YouTube ligger adskillige videoer om den. Vil man vide mere om teorien, så kan jeg anbefale denne Wikipedia-artikel.
Derimod har Krammebamsen Per Brændgaard, den 21. april 2023 skrevet et blogindlæg, der ærlig talt virker noget underligt og tvetydigt.
På den ene side, så tror Per Brændgaard, at mennesket har været på Månen, men stiller alligevel spørgsmålstegn ved den officielle historie. Det gør han blandt andet ud fra et argument, jeg aldrig har set tidligere. Han skriver i sit blogindlæg:
»Det er således påfaldende, at præsident Nixon dengang kunne ringe til Månen set i forhold til datidens teleteknologi.«
Sig mig, tror manden, at man har trukket en telefonledning helt til månen? Nixon ringede sgu da ikke til Månen. Han ringede til kontrolcentret i Houston, der herefter videresendte samtalen til månen via radioforbindelsen. Det fremgår også af selve samtalen, der kan ses her:
Man skal specielt bemærke, hvor lang forsinkelse der er, fra Nixon stopper med at tale, til han modtager svar. Man skal lige huske på, at gennemsnitsafstanden til Månen er 384.400 km, mens radiosignalernes hastighed svarer til lysets hastighed på 300.000 km/s. Det tager altså radiosignalerne mere end 2½ sekund tur/retur til Månen. Hertil kommer så reaktionstiden fra personerne, der taler sammen.
Herudover bruger Per Brændgaard nogle af de sædvanlige argumenter, man kender fra månelandingsbenægterne:
»Det er også påfaldende, at vi ikke har været på Månen siden.«
Her fremfører Per Brændgaard så, at den officielle forklaring skulle være, at man har mistet teknologien, hvilket er noget sludder.
Grunden er, at det er hulens dyrt at sende mennesker til Månen, så der har ikke været penge på NASA’s budget til det tidligere. Desuden har der jo ikke været grund til det før nu, hvor man både har budgettet, og har tænkt sig at blive på Månen, blandt andet med henblik på at sende mennesket videre til Mars. Her tænker jeg naturligvis på Artemis-missionerne, hvoraf Artemis I allerede har været en tur rundt om Månen. Et af besætningsmedlemmerne var jo vores allesammens Frode Får.
Hertil kommer, at teknologien har ændret sig meget efter 1972, hvor mennesket sidst var på Månen. At skulle anvende teknologien fra dengang, svarer til at skulle udvikle en ny Tesla ud fra teknologien man brugte til en Ford T.
Og se, nu kommer der en anden interessant ting. Selv om Per Brændgaard ikke benægter, at mennesket har været på Månen, så mener han ikke, at månelandingen den 21. juli 1969 var første gang mennesket var på Månen.
Nu rabler det da fuldstændig for manden, vil mange sikkert tænke, for hvad i alverden bygger han dog det på? Jo, han skriver:
»Når jeg alligevel tror, at vi har været på Månen, så er det fordi, der på Jorden findes sten, der dokumenterbart stammer fra Månen. Disse månesten behøver dog ikke være kommet fra nogen af de officielle månerejser, men vi må jo på en eller måde før eller siden have været der for at samle dem op.«
Hvad i himlens navn er det dog for nogle månesten manden fabler om? De eneste månesten der har været på Jorden, før mandskabet fra Apollo 11 var tilbage til Jorden, er de såkaldte akondritter, der er stenmeteoritter, man mener stammer fra blandt andet store nedslag på Månen og Mars. Det sjove ved det er imidlertid, at dem fra Månen først blev konstateret i 1982, da man sammenlignede sammensætningen med de månesten, som Apollo-missionerne bragte tilbage fra Månen. Siden har man fundet 371 akondritter fra Månen.
Endelig så nævner Per Brændgaard også lige konspirationsteorien om begrebet “konspirationsteori”. Dog i den moderate udgave, hvor begrebet skulle være blevet udbredt af CIA efter mordet på præsident Kennedy.
Dette er noget sludder og er blevet tilbagevist flere gange. Begrebet optræder så tidligt som i 1863 i et brev, og blev almindeligt brugt i 1950’erne. Som bekendt, så blev præsident Kennedy myrdet i 1963.
Jeg ved ikke helt, hvor Per Brændgaard vil hen med det her blogindlæg. På den ene side benægter han ikke månelandingerne i 1969-1972. På den anden side bruger han meget traditionelle månelandingsbenægterargumenter (ja, jeg synes det er sjovt at danne lange sammensatte ord) til at sætte spørgsmålstegn ved den officielle historie om månelandingerne. Og så tror han tilsyneladende, at mennesket har været på Månen før 1969, og har hentet månesten. Hvordan pokker havde han tænkt sig, at vi skulle kunne komme derop tidligere?
Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.