En af de konspirationsteorier der har fået mere vind i sejlende, efter at coronarestriktionerne forsvandt den 1. februar 2022, er konspirationsteorien om chemtrails.
Kort fortalt, så opstår kondensstriberne fra udstødningen fra flyenes motorer. Udstødningen indeholder både vanddamp og forbrændingsprodukter. Disse forbrændingsprodukter kan så virke som kondenskerner, som vanddampen fortættes på, og danner iskrystaller, hvorved de hvide striber opstår.
Afhængig af temperatur og luftfugtighed, kan kondensstriberne fordampe igen eller brede sig ud, og danne et tyndt skydække i form af cirrusskyer. I maj 2015 skrev Leif Rasmussen en fyldig artikel om fænomenet, der er lagt på DMI’s hjemmeside. Leif Rasmussen kommer i artiklen også ind på konspirationsteorien om chemtrails.
Skønt det er klarlagt, hvorledes flyenes kondensstriber opstår, så er der imidlertid uvidende personer, der skal spinde alle mulige forklaringer på kondensstribernes opståen og ikke mindst formål.
Kort fortalt skulle flyenes hvide kondensstriber fremkomme ved, at flyene sprøjter kemikalier ud. Men forklaringerne på hvad formålet med dette skulle være, er som i andre konspirationsteorier, varierende.
Den nok ældste forklaring er, at flyene sprøjter gift ud, så almindelige mennesker bliver nemmere at manipulere.
Senere er der kommet forklaringer på, at man spreder gift ud, for at depopulere verdensbefolkningen, eller med andre ord; at slå os ihjel.
Så er der også nogle, der mener, at man laver climate engineering (geoengineering) for at påvirke Jordens klima. Ofte ved at man med vilje hæver Jordens temperatur, og derved skaber en klimahoax, hvorved man kan kontrollere befolkningen med frygt.
Jeg har også set nogle, der påstår, at man vil prøve hindre Solens indstråling, så Jordens temperatur falder. Det sjove er imidlertid, at kondensstriberne rent faktisk, er medvirkende til en opvarmning af Jordens temperatur, da dannelsen af cirrusskyer, rent faktisk holder på varmen. DMI udgav allerede i 2004 en rapport om det. Videnskab.dk har også haft en artikel om problematikken. Denne virkning er imidlertid helt utilsigtet, og der forskes løbende i mere effektivt flybrændstof, der kan forbrænde mere rent, så kondensstriberne kan mindskes, eller måske helt undgås.
Det seneste jeg har set, er, at der skulle være forskel på kondensstriber og chemtrails. Kondensstriber skulle være uskadelige, og er dem, der forsvinder med det samme, mens chemtrails er dem, der bliver hængende og eventuelt danner cirrusskyer. Dette på trods af, at det er klarlagt, at det skyldes forholdene i atmosfæren.
Der er også nogle, der blander andre konspirationsteorier ind i det. F.eks. at man spreder stoffer, så vi kan manipuleres via 5G, eller som jeg lige har nævnt i et opslag på min Facebook-side, at man kan påvirke chemtrail-skyer med pulserende mikrobølger fra HAARP (High-frequency Active Auroral Research Program) så skyerne fuldstændig lukker til. HAARP, der lukkede ned i 2014, var et forskningsprojekt af ionosfæren. Skønt denne påstand om HAARP var ny for mig, så nævner Leif Rasmussen det faktisk i sin ovenstående artikel fra 2015.
Et af de almindeligste argumenter, man hører fra dem, der tror på chemtrails, er, at så mange flystriber var der ikke, da jeg var barn. Det er også rigtigt, men dengang jeg var 5 år, for næsten 55 år siden, der lavede flyene også kondensstriber, men der var bare ikke så mange fly. Da flytrafikken er voldsomt intensiveret siden, så følger det af almindelig logik, at så kommer der også flere kondensstriber.
Tit ser man også argumenter om, at den slags skyer har man aldrig set før, og at de umuligt kan være naturlige, men det skyldes for det meste nok, at man bare ikke har lagt mærke til dem eller, at de er sjældne, og man har glemt, at man har set dem. Det skal også bemærkes, at de cirrusskyer som kan dannes af kondensstriber, også kan dannes helt naturligt.
Der er også mange, der nævner skypodning som dokumentation for deres påstande. Skypodning er en gammel teknologi, der kendes helt tilbage til 1940’erne og er skam ægte nok, men det har bare intet med flyenes kondensstriber at gøre. Skypodning foregår i langt lavere højde og lokalt, hvor man med fly eller raketter spreder kemikalier, typisk sølviodid, i en sky. Her skulle kemikaliet så virke som en frysekerne, så skyens vanddamp kan danne regndråber eller iskrystaller, der så kan falde som regn. Der er dog stor uenighed blandt forskere om, hvor effektivt dette virker. DR har lavet en god explainer om skypodning.
Udover, at der naturligvis er mange billeder af skyformationer og kondensstriber blandt tilhængere af chemtrail-konspirationerne, så er der også set andre typer af fotos.
Angiveligt skulle ovenstående foto være et fly fyldt med tanke, der indeholder de giftige kemikalier, der bliver sprøjtet ud.
Imidlertid er der blot tale om ballasttanke, der bliver brugt til at teste flyenes lasteevne og flyveegenskaber ved last. Der er ikke rigtig noget hokuspokus over det.
Herudover huserer der en lang række manipulerede billeder. Nedenstående billede viser angiveligt et panel fra et fly, hvor der er en kontakt til at tænde og slukke for chemtrails. Billedet er faktatjekket af Snopes den 15. december 2015.
Et fællestræk for alle konspirationsteorierne er, at det selvfølgelig er en eller anden magtfuld elite med skumle planer, og som vil os det ondt, der står bag. Og alle meteorologer samt andre eksperter på området, er naturligvis fulde af løgn og i lommen på magteliten.
Hvorledes denne magtfulde elite selv undgår de skrækkelige chemtrails, står hen i det uvisse. Måske er alle os, der er vaccinerede i virkeligheden blevet immune overfor de giftige chemtrails, så det kun er de besværlige “vågne”, der dør af chemtrails. Hvem ved?
Der hvor konspirationsteorien om chemtrails virkelig halter, er hele logistikken og logikken omkring den. Hvor er de mange fabrikker, der må producere de enorme mængder giftige kemikalier? Hvordan transporteres kemikalierne uset til flyene med mange tusind tankvogne? Hvordan fyldes kemikalierne uset på flyene? Hvor er de store tanke på flyene til kemikalierne?
Hvis formålet skulle være at forgifte os, hvorfor gør magteliten det så så besværligt for dem selv? Ville det ikke være nemmere og billigere blot at forgifte drikkevandet, i stedet for at sprede den i 8-10 kilometers højde? Dels aner man ikke hvor giften havner, dels vil giften blive voldsomt fortyndet i atmosfæren.
Hvis denne konspirationsteori skulle være rigtig, så ville den endvidere omfatte hundredtusindvis af personer, der alle holder tæt om hemmeligheden.
Kommentér nedenfor eller på Facebook-opslaget.
Lige præcis og spot on! Det er faktisk utroligt at det er nødvendigt, over-hovedet at føle sig forpligtet til at modsige, så vanvittig en konspirationsteori. Det er efter min opfattelse, en af de mest ufatteligt uintelligente påstande.
Og det er en særdeles anstrengt situation, når man har venner, der tror på det. Venner som man umiddelbart betragtede som værende klogere.
Har andre får også været udsat for det? Kunne være lidt interessant, at udveksle nogle oplevelser og erfaringer om det.
Det jeg også undres meget over, er at man køber ind på hele pakken. Altså, antivaxx’ere/Coronaløgnen, Ukraine og Nato der har angrebet Rusland, 5G, chemtrails osv osv. Hvor får de deres holdninger fra? Hvordan dannes deres empiri, og ikke mindst validitet og reliabilitet? Eller måske nærmere stupiditet!?